Haveplan rækkehushave Frederiksværk, februar 2023
Fra trist og kedelig have til hyggeligt og oplevelsesrigt haverum med siddepladser omgivet af duftende og farverige vækster
genbesøgt juni 2025, aug 2023
I artiklen finder du beskrivelse af haveplanens elementer med billeder før og efter. Nederst får du et indblik i processen og samarbejdet med kunden.
Men først en kort introduktion til haveplanens forskellige elementer.


Haveejeren ønskede en have, der er mere indbydende at opholde sig i, end den have hun havde overtaget året forinden. Fra hendes forrige have havde hun opbygget et stort kendskab til dyrkning af planter.
Hun havde brug for rådgivning og hjælp til design af haven, bad mig derfor om, at udarbejde en plan for haven, således at hun kunne etablere de nye elementer hen over tid uden at miste overblikket over hendes ønsker til det nye haverum.

Haveejeren ønskede etablering af flere flisearealer til siddepladser og gangstier rundt om huset. Siddepladser til både morgen, middag og aften under hensyntagen til lys- og vindforhold afhængig af årstiden.
I haveplanen er indarbejdet forslag til buske og træer, der med tiden vil danne levende vægge og loft. Udvælgelsen af stauder og forårsløgvækster til bundbeplantning vil hun selv arbejde med.
Introduktion til haveplanens elementer




















Haveplanens elementer
Mange forskellige duftende, farverige vækster og stier giver et helt nyt haverum med smukke kig og mange oplevelser


Haveejeren havde et ønske om at det kedelige haverum blev omdannet til en have fyldt med duftende, farverige og spiselige vækster. At haverummet blev mere spændende at gå tur og tage på ophold i.

Haveejeren ønskede ingen græsplæne. Blomstrende bede omgivet af stier og flisebelagte siddepladser blev bestemmende for haverummets design.


I haveplanen er indarbejdet en alsidig beplantning bestående af buske og mindre træer med forskellige blomstringstidspunkter, forskellige farver på både blomster og løv. En del af de blomstrende vækster byder også ind med dufte. Lidt frugt- og bærbuske blev der også plads til.


Buske og træer skal være med til at danne levende vægge og skabe intime rum i haven.


Levende vægge omkring siddepladser med mulighed for at sidde i læ og nyde solen og andre siddepladser med skygge til varme sommerdage.


Beplantningen har også til formål visse steder at skærme mod kig til kedelige bygninger og indsyn fra naboer.
Haverummet omkring siddepladsen ved havedøren forskønnes


Den eksisterende terrasse blev bevaret. Siddepladsen, hvortil der er direkte adgang fra havedøren ind til stuen, ligger på vestsiden af huset. Siddepladsen bruges meget, da der er sol i mange timer om dagen.

I planen er indarbejdet forslag til med tiden at erstatte træhegnet med et levende busket bestående af forskellige buske, der både har til formål at skabe læ for træk omkring hushjørnet men også oplevelser i lang tid hen over haveåret. Da forslagene har forskellige blomstringstidspunkter, dufte og forskellige løvfarver.


I første omgang bevares det læ-givende træhegn og den eksisterende laurbærkirsebærbusk bevares men holdes klippet så den ikke kommer til at fylde for meget. Hegnet har også til formål at afskærme for indsyn fra naboer og kig til en mindre pæn bygning udenfor haven.


Beplantningen i haverummet ud for siddepladsen vil med tiden vokse til, men ikke mere end at der stadig vil være kig til en del af de øvrige haverum.


I stedet for at kedeligt kig til blot en kedelig græsplæne er der ved brugen af grus- og flisebelagte stier skabt mulighed for at gå på opdagelse i haverummet og nyde den alsidige beplantning tættere på.

Espalier af rionet og smukke stolper danner rum og giver plads til klatrende vækster


Ud over buske og træer er der også indarbejdet smalle vægge bestående af rionet, hvorpå både klatreroser, klematis og kaprifolier skal bidrage med farver og dufte. Masser af oplevelser og skabelse af rum på lille plads.



Vedbend og kaprifolier vil efterhånden som de vokser til på rionettet danne levendesmalle vægge, der er med til at danne smukke stedsegrønne smalle vægge. Hvor kaprifolier også vil bidrage med farver og dufte om sommeren.


Plads til en bænk lokker til ophold ude i haven


Haveejeren ønskede at der i det nye haverum blev etableret siddepladser, så man på turen rundt i haverummet kan slå sig ned og nyde beplantningen tæt på. En lille firkantet flisebelagt plads blev indarbejdet i haveplanen og realiseret ret hurtigt. Her blev plads til en lille bænk.

Haveejeren valgt ikke at indarbejde den lille sø, der er indarbejdet i havens plan. Hun ville hellere have ordentligt plads til en smal bænk. Fra bænken kan man nyde de smukke blomster og de flotte mørke løv på blærespireaen.



Siddepladsen er placeret i nordvestlige hjørne af haverummet, og allerede to år efter er den nye hæk tæt, giver læ for blæst og er med til at gøre siddepladsen hyggelig.


Man kan komme til siddepladsen af flere forskellige stier og undervejs er der en varieret smuk beplantning at nyde undervejs.
Beplantningen er nøje udvalgt og placeret så de med tiden danner afskærmning for indkig fra naboer og udsyn til mindre attraktive bygninger samtidig med at der altid kan findes en siddeplads i læ, sol, skygge afhængig af årstiden.
En siddeplads til varme sommerdage i skyggen under æbletræet


I det sydvestlige hjørne er mit forslag om at etablere en kvadratisk plads, hvor beplantningen med tiden vil give skygge på varme sommerdage realiseret.
I stedet for et æbletræ, har haveejeren ladet sig inspirere af de i haveplanen indarbejdede buske og træer med mørke løvfarver, og plantet en mørkbladet syren, der om sommeren pryder haverummet med lyserøde blomster.

Et farverigt blomsterende bed byder velkommen ved hoveddøren


Under mit første besøg var bedet ved siden af huset allerede plantet godt til. Her stod mange af hendes egne medbragte stauder fra den tidligere have og ventede på at blive plantet ud i det nye haverum.
Undervejs i processen har jeg, selvom bedplaner for bundbeplantningen til de forskellige bede ikke blev udarbejdet, inspireret kunden til hvordan blomstrende bede kan designes og hvilke stauder, der kan trives under forskellige lysforhold.
Baghaven og morgenterrasse på østsiden af huset forandres til et indbydende haverum


På bagsiden af huset, ligger et smalt haverum, der vender mod øst. Her er sol fra tidlig morgen til midt på dagen.
Haveejeren ville gerne have min hjælp til hvordan haverummet kunne gøres mere hyggeligt og attraktivt at opholde sig i.

En flisebelægning blev indarbejdet i haveplanen og etableret, således at der både er plads til at nyde morgensolen.


Flisebelægningen er lagt således at der er felter med jord, hvori der plantes en alsidig beplantning, hvor græsser her på østsiden spiller hovedrollen.


Et tørrestativ blev etableret, hvor stolperne udnyttes til at lade klematis kravle op ad.

Med tiden vil beplantning fylde mere og hegnet mindre i kigget fra køkkenvinduet.
En ny flisegang gør det nemt at komme rundt om huset mod nord


Haveejeren ønskede at kunne gå tørskoet rundt om nordsiden af huset. En flisebelægning blev derfor indarbejdet i haveplanen og reliseret



I fliserne fylder ikke hele haverummet, der er åbne felter, hvori en alsidig beplantning af buske og stauder gør turen rundt om huset oplevelsesrig.


Flisebelægningen rundt om huset gør haverummet mere lyst. Men for at gøre udtrykket mere roligt, er der valgt de samme fliser som den nye belægning i det øvrige haverum.


En stedsegrøn hæk danner en smuk ramme med helårs interesse omkring haven

I haveplane har jeg indarbejdet et forslag til at erstatte hækken med et levende busket bestående af mange forskellige buske og mindre træer både de til pryd og de med spiselige frugter og bær, med forskellige blomstringstidspunker og løvfarver.
Haveejeren valgte i stedet for at plante et alsidigt busket at plante en stedsegrøn kirsebærlaurbær.
Hun ville gerne være sikker på at rammen omkring haven også giver afskærmning for ind- og udsyn hele året samt give en mere rolig baggrund for den i øvrigt mangfoldige beplantning hun gerne ville etablere i haverummet indenfor rammen.

Plads til skraldespandene og adgang til fællesarealet etableres i indkørslen


Haveejeren ønskede også mit bud på hvordan man kunne skabe et rum til de mange skraldespande til sortering af affald. Et rum der er let at komme til og en afskærmning så de ikke kan ses inde fra huset og heller ikke ude fra haverummet, når man opholder sig dér.

Jeg foreslog at placere dem i indkørslen og etablere en stedsegrøn væg ind mod haverummet, der afskærmer for kigget til skraldespandene.


Der er også indarbejdet en åbning i hækken, der tillader naboer at passere gennem indkørslen bag bilen til fællesarealer udenfor haven, uden at man fra inde fra huset eller når man opholder sig i haverummet fornemmer at nogen går igennem. Placeringen er også valgt således at de forbipasserende ikke kan se ind i haven og ej heller kigge ind ad husets vinduer.
Kort om processen

Kunden er glad for haveplanen og glad for processen, som startede med et 2-timers rådgivnings- og inspirationsbesøg i januar 2023. Under mødet tog jeg noter og billeder. Jeg udarbejdede en råskitse, som blev afstemt på et telefonmøde, hvorefter jeg udarbejdede den endelige haveplan, som blev afleveret og gennemgået hjemme hos kunden i dennes have i februar 2023.
August 2023 vente jeg tilbage til haven, Bente havde eksekveret ret hurtigt, de store linjer såsom hæk, fliser og bede samt rionet som rumdelere er på plads. Nogle buske og lidt sommerblomster er plantet til i bedene, til efteråret forventer Bente at bedene bliver plantet til med flere buske, stauder og forårsløg. Hun vil starte med at plante nogle af haveplanens større træer og evaluere næste år på om flere træer skal plantes.
Ved mit genbesøg i haven sommeren 2025 var endnu flere af haveplanens elementer realiseret. Det var en fornøjelse at gense haven, erfare at min kunde stadig er glad for haveplanen, at hun stadig lader sig inspirere af forslagene til beplantningen, der er indarbejdet i havens plan.