Havebesøg parcelhushave, Jægerspris september 2023
Erfarne haveejere ønskede rådgivning omkring, hvordan de kunne indrette flere rum i haven og forslag til nye vækster, der kan forlænge blomstringen i de i forvejen smukke og veletablerede blomstrende bede.
Få indblik i og bliv inspireret af hvordan få nye elementer, giver stor effekt for oplevelsen og brugen af haverummet.
Få indblik i, hvordan jeg under rådgivnings- og inspirationsbesøget arbejdede med visualisering af mine ideer til nye elementer. En metode, som du måske kan bruge i dit eget haverum.
Genbesøgt juni 2025



Haveejerne er meget haveinteresserede, har et godt plantekendskab og har i forvejen allerede mange smukke beplantninger i haven. De har egenhændigt etableret havens rum og beplantninger.
På siden her får du indsigt i hvordan haveejerne har brugt min rådgivning, men først et kort overblik over de væsentligste ændringer i haverummet.
Overblik over havens elementer før og efter


Et nyt måneformet busket med en alsidig beplantning skaber oplevelser og rum i haven, giver intimitet til siddepladsen i det sydvestlige hjørne og giver mulighed for smukke kig, hvor det øvrige haverum ikke kan overskues på én gang. Buskettets form, udbredelse og placering har taget udgangspunkt i former på eksisterende beplantninger. Adgang til siddepladsen bag buskettet sker via en smal sti på begge sider af buskettet.




Haverummets nye elementer
Et nyt mindre busket med stor effekt for oplevelsen og brugen af haverummet


Et nyt måneformet busket med en alsidig beplantning skaber oplevelser og rum i haven, giver intimitet til siddepladsen i det sydvestlige hjørne og giver mulighed for smukke kig, hvor det øvrige haverum ikke kan overskues på én gang. Buskettets form, udbredelse og placering har taget udgangspunkt i former på eksisterende beplantninger. Adgang til siddepladsen bag buskettet sker via smalle sti på begge sider af buskettet.

Haveejerne havde brug for inspiration til, hvordan de kunne skabe flere rum i haven. Flere rum så hele haverummet ikke kan overskues på én gang indefra huset og fra terrassen foran huset.
De ønskede også inspiration til hvordan de kunne skabe flere rum i haven med siddepladser, så de får lyst til at sætte sig ikke kun på terrassen med også ude i haverummet.

Når man gerne vil skabe et rum der også ender med at blive brugt, så skal det nye rum have et formål. Jeg ofte udgangspunkt i at formålet kan være en siddeplads.
Derfor spørger jeg som regel altid først hvor haveejerne i forvejen gerne sidder i haven, hvornår på dagen, årstiden og vejrliget.

I haven her var der i forvejen placeret en bænk i det sydsvestlige hjørne af haven. Her sidder de gerne og nyder læ for vestlige vinde og kan nyde solen, når det ikke er for varmt. De ønskede inspiration til hvordan man kunne skabe et hyggeligt og intimt haverum omkring denne siddeplads.
Jeg foreslog at vi tog udgangspunkt i hvordan der kan skabes et mere intimt rum omkring denne siddeplads og gøre opholdet her mere hyggeligt og oplevelsesrigt.
Jeg foreslog at etablere et halvmåneformet busket, der danner en smuk farverig levende væg foran siddepladsen. Kortet herover er fra google maps, som viser det nye måneformede beds placering i haverummet.
Visualisering – en teknik du selv kan bruge

Når jeg rådgiver på de korte 2-timers havebesøg omkring hvordan man skaber rum i haven, så kan jeg ikke løse alle ønsker, men jeg forsøger at lære en metode fra mig til, hvordan mine kunder selv kan arbejde videre med en konkret løsning, bruge den samme teknik til selv at skabe flere andre rum i haven.
Jeg beder ofte kunden om at finde diverse rekvisitter frem, der kan være med til at visualisere de forslag jeg har til nye elementer i haverummet. Ofte beder jeg dem finde flytbare havemøbler, tovværk, krukker eller andre beholdere og stokke frem.
Havemøbler skal visualisere hvor stor en ny siddeplads bør være. Tovværk markerer omrids af ny beplantning og bede, stokke skal være med til visualisere hvor høj den nye beplantning bør være for at have den tilsigtede effekt med hensyn til afskærmning, læ, plads til sol og ikke for megen skygge. Krukker kan hjælpe med at markere hvor mange f.eks. buske og træer, der kan blive brug for og hvor de skal placeres i haverummet.

Den lille skitse giver et visuelt overblik over form og placering af det nye busket og justering af de eksisterende bede.
Jeg anbefalede haveejerne i forbindelse med etableringen af bedet, at starte med at tegne en cirkel i græsplænen til markering af den nye siddeplads. Derudfra markere det halvmåneformede bed og vurdere hvor brede stierne skulle være.

Haveejerne var begejstrede for min rådgivning om, hvordan man med et mindre busket kan indrette haven med flere rum, og allerede et par måneder efter mit besøg i haven, var det gået i gang med at anlægge det nye bed. I foråret 2024 begyndte bedets beplantning allerede at tage form og siddepladsen taget i brug.
Formen på de eksisterende bliver bestemmende for formen på det nye busket


Justering af de omkringliggende bede langs hækken


Jeg havde anbefalet før udgravningen til det nye busket, at man i græsset markerede to store cirkler. Den første cirkel som markør for form og størrelse på den nye siddeplads og en cirkel udenom den første cirkel med en afstand de ville finde passende som bredden på stier på hver side af det nye busket.
De eksisterende bedes udstrækning blev forlænget så de følger den yderste cirkels form.
Den inderste form på det nye busket følger markeringen på den inderste cirkel allerede markeret i græsset. Dybden på det nye busket, altså den yderste kant blev markeret med udgangspunkt i en endnu bredere cirkel end cirkel nummer to.

Bredden på stierne til adgang til den nye siddeplads blev bestemmende for bredden på det nye busket. Hvor afslutningen på buskettet i begge sider fik en rund form.
Til brug for at markere cirkler i græsset kan man bruge en stor pind stukket i jorden hvortil man binder et langt tovværk og bruger dette som en kæmpe passer, hvor længden af tovværket bestemmer cirklens radius.
Adgang til siddepladsen via smalle stier mellem det nye busket og den eksisterende beplantning


Mellem det halvmåneformede bed og det gamle bed ved hækken ligger på begge sider en lille sti. En sti der giver adgang til det runde haverum.
For yderligere at skabe rum, ligger stien på skrå. Når buske med tiden i bedene er groet til, vil man på afstand ikke kunne se ind til det nye haverum.


Stien vil med tiden blive ”usynlig” Da bedene har buede kanter vil man dog på afstand kunne ane, at der er en sti, ens nysgerrighed vil blive vakt, man får en fornemmelse af at der ligger et hemmeligt rum og man vil få lyst til at gå på opdagelse i haverummet og ikke kun blive siddende på terrassen.
Haveejerne selv ved jo godt, hvad der gemmer sig dernede, deres lyst til at gå ind i haverummet vækkes, fordi de ved, at bag buskettet findes beplantninger, der ikke kan ses, men kun kan nydes, når man går derind.


Adgang til det nye havegrum – Det nye bed giver nye oplevelser i haven – da man ikke kan overse hvad der ligger bag buskettet vækkes éns nysgerrighed og man får lyst til at gå ud i haverummet og ned bag buskettet
Et nyt hyggeligt haverum med siddeplads og smukke kig er skabt


Et hyggeligt og intimt haverum bag buskettet omgivet af duftende og farverige vækster er skabt.


En siddeplads med smukke kig giver masser af oplevelser til opholdet i haverummet

Bedets effekt for det øvrige haverum – Et nyt måneformet bed skaber rum i haven


Det nye busket har stor effekt på haverummet. Når man ofrer noget af græsplænen og lader beplantningen komme ud i rummet og ikke kun langs med hækken, skaber man både smukke kig og nye oplevelser til haven.


Efterhånden som buskettet vokser til vil beplantningen fylde mere i rummet og kigget fra både terrassen og inde fra huset.
Beplantningen i buskettet – en smuk levende væg bestående af buske og små træer med forskellige løvfarver og blomstringstidspunkter skaber rum i haven


Bedet tilføres buske og træer med forskellige blomstringstidspunkter og løvfarver.


Under mit havebesøg nåede jeg også at give forslag til beplantningen i buskettet. Haveejerne er begejstrede for mine forslag og er meget glade for både den mørkbladede blærespirea, der blomstrer i juni og det smukke lille træ Himlens Syv Sønner, der blomstrer i oktober-november samtidig med de bidrager med smukke rødlige farver på løvet i efteråret.



Yderst i bedet mod nord har de også efter min anbefaling plantet benved. Der sætter dekorative frøstande i september-oktober og også danner smukke løvfarver i efteråret.


Kornel og Klokkebusk er efter min anbefarling også plantet ind i buskettet.
Kornel blomstrer tidligt på havesæsonen og klokkebusk, blomstrer midt på sommeren. Alene i kraft af deres forskellige blomstringstidspunkter giver de oplevelser til haverummet.
Haveejerne faldt over en busk med varieret løv, hvilket bidrager med endnu flere farveoplevelser i buskettet.




Hortensia står i juni måned klar med store knopper, der vil blomstre fra sensommer og ind i efteråret. Lader man blomsterhovederne stå vinteren over, vil de bidrage med frøstande vinteren over, der både er smukke at se på og gemmesteder for insekterne.
Beplantningen i buskettet – en smuk bund af stauder og forårsløgvækster med forskellige blomstringstidspunkter og løvfarver


Til at give yderligere variation og gøre bedet interessant at se på så mange dage om året som muligt, plantes bunden til med forskellige stauder tilsat en stor variation af forårsløgvækster.


Alunrod er en nem bundækkende stauder, hvor haveejeren for at give så stor variation i bedets bundbeplantning som muligt valgt varianter med forskellige løvfarver. Mørke og gyldne farver, som giver variation til buskenes grønne løv.




Med tiden som buskettet vokser til, vil en del af bunden være i skygge. Haveejerne har på min anbefaling plantet forskellige hostaer i bedet. Som sagtens kan klare de mere åbne lysforhold her i starten af bedet levetid.
Samtidig bidrager hostaerne med variation i både løvformer og -farver.
Nyt frugt-espalier skaber et hyggeligt rum ved drivhuset


Haveejerne ønskede også inspiration til hvordan rummet foran drivhuset kunne blive brugt noget mere.


Jeg foreslog at der blev plantet frugtespalier, som med tiden vil danne levende smalle vægge, der både blomstrer og giver frugt.

Levende vægge der gør pladsen mere hyggelig og give haveejerne lyst til at sætte sig der.


Ideen blev kort tid efter realiseret frugttræer skal med tiden danne espalier på den ene side og på den anden side er plantet hindbærbuske.
Flere farver og forlængelse af blomstringen i det hævede bed ved terrassen


Havejerne ønskede også inspiration til hvordan beplantningen i det hævede bed ved terrassen kunne blive mere spændende at se på.


Bedet var i forvejen beplantet med forskellige stedsegrønne vækster og rhododendron.


Ret hurtigt efter mit havebesøg havde haveejerne tilføjet bedet buske med blomstring senere på sæsonen,
Øvrig rådgivning


Vi gennemgik de allerede etablerede bede, hvor jeg gav haveejerne ideer til omplantninger og tilføjelser af stauder, buske og klatrende vækster, der kan udvide blomstringstidspunkterne i bedene og dermed gøre bedene interessante så mange dage om året som muligt.
Jeg vejledte også haveejerne i, hvordan de gamle frugttræer kan beskæres og plejes.