Æbleparasollerne og selskabsplanter
Æbletræer som levende parasoller med selskab af roser, klematis og kaprifolier

Haverummet midt i haven kalder jeg Æbleparasollerne, fordi her bor 3 æbletræer, der beskæres og holdes i en form, der ligner parasoller. Der er plads til en æbleparasol i selv den mindste have.

Da jeg vil så mange duftende, farverige og spiselige vækster på så lille en plads som muligt, har Æbleparasollerne fået selskab af klatreroser, klematis og kaprifolier, som får lov til at bruge træerne som klatrestativer. Vi nyder at sidde under de levende parasollers behagelige skygge på varme sommerdage, hvor man kan nyde masser masser af dufte, farver og spiseligt.

Da jeg vil så mange duftende, farverige og spiselige vækster på så lille plads som muligt, har æbleparasollerne fået selskab af både tidligt og sent blomstrende klematis.

Æbleparasollernes store pryd ud over blomstringen er de smukke æbler. De er en pryd fra de starter som små grønne runde frugter til de i sensommeren og efteråret hænger modne på træerne og lige til at plukke, når man nu alligevel har taget plads. Holsteiner Cox og Gråsten æblet er æbler der kan spises direkte fra træet, men kan også bruges til madlavning og mos.

Æbletræernes starter sæsonen med de smukke blomster i maj måned. Det er endnu ikke så varmt at vi har behov for at sidde i skyggen, det er derfor dejligt at tage et vil under de æbletræernes kroner, hvor man kan følge blomsternes udspring på tæt hold.

Duft, farver og spiseligt, her byder æbletræer ind med alle tre. Jeg følger dagligt med i blomsternes udspring. Når de røde knopper viser sig, varer det ikke længe før de står i fuldt flor.

Vinter og forår ser man endnu tydeligt Æbleparasollernes smukke strukturer. Jeg kalder dem Æbleparasoller ikke kun fordi de giver skygge, men fordi jeg holder dem i en form, der minder om skelettet på en parasol.
Jeg holder dem i en højde på ca 2,5 meter, der gør det nemt at plukke æblerne uden at skulle balancere på en høj stige og træerne skygger ikke alt for meget for resten af haven. Æblerne ville skygge for solen fra vest, hvis de fik lov at gro til den højde de naturligt gerne ville, haven ville blive alt for mørk.

Æbleparasollerne har jeg kaldt det område midt mellem de tre cirkelrunde haverum. Omkring denne cirkel gror i udkanten af de tilstødende bede æbletræerne Belle Boskoop, Gråsten og Holsteiner Cox.

Et af højdepunkterne er når klatrerosen Gerbe Rose blomstrer i juni måned i kronen på Holsteiner Cox æbletræet. Gerbe Rose er nok en små 20 år gammel efterhånden blomstringen er overdådig i juni måned. Gerbe Rose blev plantet samtidig med Holsteiner Cox æbletræet.

Den første rose der springer ud i Æbleparasollerne er Arvensis Splendens. Æbletræet Belle Boskoop har fået selskab af denne kraftigt voksende rose. Arvensis, som springer ud allerede sidst i maj, hvis vinteren og foråret har været mild.
Rose Arvensis Splendens i Belle Boskoop æbletræet skyder meterlange skud hver sommer. Skuddene er bløde og jeg snor dem omkring æbletræets gamle tykke stamme.

Vi har indtaget mange måltider både morgen, middag og aften i træernes skygge. I træernes skygge er der plads ikke kun til to men også til flere. Plads til at spise og plads til at læse.

Gråstenæbletræet har selskab af en gammel kaprifolie. Kaprifolien blomstrer to gange på en sommer og spreder den skønneste duft.

Belle Boskoop bærer rigt med frugt, men har en tendens til vekselbæring. Frugtsætningen udebliver ikke, men der er forskel på hvor meget frugt den sætter, hvert andet år bærer den i overflod.

Belle Boskoop æbletræets parasolform ses tydeligt en vinterdag med et lille drys sne.

Æbletræerne beskæres i august måned, et tidspunkt for beskæring der fremmer frugtsætningen og begrænser væksten, til forskel fra en vinterbeskæring, der fremmer væksten.

Holsteiner Cox æbletræet er plantet i kanten af Det ferskenfarvede Bed. Dette bed afgrænses af en lave buksbomhæk. En buksbomhæk jeg selv har lavet fra stiklinger af en gammel busk, der stod i haven da vi flyttede ind. Buksbomkanten flankeres af en beplantning af den lyserøde Geranium sanguineum var. striatum samt Sankt Hansurt med mørke blade.

Beskæring af æbletræer
Det kræver lidt arbejde at holde æbletræerne i en parasolform. De første år udvalgt jeg nogle få hovedgrene som skulle danne parasollernes skelet.
Hvert år sidst i juli / først i august beskærer jeg træerne med henblik på optimal frugtsætning men også for at bevare træernes parasolform.
Første gang en hovedgren sætter en lille ny sidegren i løbet af en sommer, klipper jeg det nye skud ned til 4-5 blade. De følgende år klipper jeg ned til 2-3 nye blade.
På denne vis danner hovedgrenene mange frugtsporer på lidt plads. Og da denne beskæring er foregået over mange år efterhånden, så er hver enkelt hovedgren fyldt med mange frugtsporer og bliver mere og mere dekorative år for år.

Roser som selskabsplante til æbletræer
Til forskel fra Rose Arvensis Splendens skyder Gerbe Rose i Holsteiner Cox æbletræet ikke lange tynde bløde skud. Gerbe Rose er heller ikke en nær så livskraftig rose som Arvensis. Gerbe rose er derfor noget lettere at styre vækstmæssigt.
Gerbe Rose har nogle få tykke gamle skud, som er blevet ledt op i kronen på Holsteiner Cox æbletræet.
De gamle tykke skud på Gerbe Rose der er ledt op i Holsteiner Cox æbletræets krone
Gerbe Rose gerne et enkelt eller to nye skud fra basis hver sommer. De ledes op i æbletræets krone. Hvis Gerbe rose skyder nye lange skud i toppen, ledes disse tilbage ned i æbletræets krone.
Da grenene på Gerbe Rose ledes vandret rundt i æbletræets krone, sætter grenene langt flere blomsterknopper, end hvis de bare fik lov at gro lodret op i luften. Så ville de kun sætte skud i toppen af grenen.
Gerbe Rose spiller derfor sammen med Holsteiner Cox æbletræets parasolform på allersmukkeste vis.
Æbleblomster i knop og sommerens nye skud med små rosenknopper på vej i maj måned i Holsteiner Cox æbletræet med klatrerosen Gerbe Rose.
Det har krævet tålmodighed og tid at få Æbleparasollerne til at lykkes, men år for år nu bliver de bare smukkere og smukkere. Jeg er glad for, jeg i tidernes morgen tænkte ind at give dem selskab af roser, klematis og kaprifolier. Måske de snart får mere selskab, – min have er altid under udvikling. Der er altid noget der kan gøres bedre. Som min haveguru Claus Dalby gerne refererer englænderne for “My garden will be even nicer next year”.