Æbleparasollerne og deres selskabsplanter

Æbleparasollerne har jeg kaldt det område midt mellem de tre cirkelrunde haverum. Omkring denne cirkel gror i udkanten af de tilstødende bede æbletræerne Belle Boskoop, Gråsten og Holsteiner Cox samt en Viktoria blomme.

Æbleparasollerne har selskab af klatreroser, klematis og kaprifolier, som får lov til at bruge træerne som klatrestativer. Vi nyder at sidde her på varme sommerdage, hvor man kan nyde masser masser af dufte, farver og spiseligt.

Det er forår, man ser endnu tydeligt Æbleparasollernes struktur. Jeg kalder dem Æbleparasoller ikke kun fordi de giver skygge, men fordi jeg holder dem i en form, der minder om skelettet på en parasol.

Årsagen til at jeg holder dem i den form har to formål. For det første fordi, de udgør smukke skulpturer i vinterhaven samt at jeg kan holde dem i en højde på max 2,5 meter.

En højde der gør det nemt at plukke æblerne uden at skulle balancere på en høj stige og træerne skygger ikke alt for meget for resten af haven. Æblerne ville skygge for solen fra vest, hvis de fik lov at gro til den højde de naturligt gerne ville, haven ville blive alt for mørk.

Som sagt så har træerne fået selskab af blandt andet klatreroser. Et af højdepunkterne er når klatrerosen Gerbe Rose blomstrer i juni måned i kronen på Holsteiner Cox æbletræet.

Æbletræernes starter sæsonen med de smukke blomster i maj måned. Det er endnu ikke så varmt at vi har behov for at sidde i skyggen, det er derfor dejligt at tage et vil under de æbletræernes kroner, hvor man kan følge blomsternes udspring på tæt hold.

Duft, farver og spiseligt, her byder æbletræer ind med alle tre. Jeg følger dagligt med i blomsternes udspring. Når de røde knopper viser sig, varer det ikke længe før de står i fuldt flor.

Holsteiner Cox æbletræ’s blomster er meget smukke lige fra det røde knopstadie alle blomster er i fuld flor. Det er lige før jeg synes æbleblomsterne er smukkest i stadiet, hvor der stadig er nogle knopper der ikke er sprunget ud.

Blomsterne er smukke selv på en gråvejrsdag. Smukke på en baggrund af Prydæbletræet med de røde blade og blomster, som står bagerst i Rosenrondellen mod vest.

Æbletræerne er ikke kun smukke i sig selv, skyggerne fra dem er også dekorative og tegner smukke tegninger i det grønne græs.

Det er forsommer, æbleparasollerne står stadig lysegrønne. På varme dage er det dejligt at sidde her og nyde blomstringen fra de omkringliggende bede. Jeg holder meget af at sidde her og følge med i udviklingen i bedene.

Den første rose der springer ud i Æbleparasollerne er Arvensis Splendens. Æbletræet Belle Boskoop har fået selskab af denne kraftigt voksende rose. Arvensis.

Rose Arvensis Splendens i Belle Boskoop æbletræet skyder meterlange skud hver sommer. Skuddene er bløde og jeg snor dem omkring æbletræets gamle tykke stamme. Jeg skal holde øje med den hvert år, og jeg er ofte nødt til at skære mange lange grene af, hvis den ikke skal overtage alle træerne omkring den.

Afhængig af hvor koldt foråret har været, så springer rose Arvensis Splendens ud sidst i maj eller først i juni. Det er en stor fornøjelse at holde øje med knopperne og følge med i blomsternes udspring.

Det er juni måned og Holsteiner Cox æbletræets selskabsplante rosen Gerbe Rose er i fuld blomst.

Gerbe Rose er nok en små 20 år gammel efterhånden blomstringen er overdådig i juni måned. Gerbe Rose blev plantet samtidig med Holsteiner Cox æbletræet.

Æbleparasollernes store pryd ud over blomstringen er de smukke æbler. De er en pryd fra de starter som små grønne runde frugter til de i sensommeren og efteråret hænger modne på træerne og lige til at plukke, når man nu alligevel har taget plads. Holsteiner Cox og Gråsten æblet er æbler der kan spises direkte fra træet, men kan også bruges til madlavning og mos.

Holsteiner Cox i forskelligt modningsstadie.

Æbleparasollerne har jo også et formål ud over at bidrage med dufte, farver og spiseligt. Vi har indtaget mange måltider både morgen, middag og aften i træernes skygge.

I træernes skygge er der plads ikke kun til to men også til flere. Plads til at spise og plads til at læse.

Nabo til Gråstenæbletræet er en gammel kaprifolie. Kaprifolien blomstrer to gange på en sommer og spreder den skønneste duft.

Belle Boskoop æbletræets parasolform ses tydeligt en vinterdag med et lille drys sne. Om sommeren og i efteråret fyldt med æbler ser man ikke strukturen så tydeligt. Belle Boskoop bærer rigt med frugt, men har en tendens til vekselbæring. Frugtsætningen udebliver ikke, men der er forskel på hvor meget frugt den sætter, hvert andet år bærer den i overflod.

Belle Boskoop har ud selskab ud over rosen Arvensis Splendens også selskab af flere gamle klematis, hvis navne jeg desværre ikke har gemt. En hvid klematis blomstrer umiddelbart efter Arvensis Splendens. Arvensis blomstrer kun en gang på en sommer. Jeg er er derfor glad for at jeg for en del år siden plantede flere klematis, der blomstrer senere, den lyserøde på billedet blomstrer i juli og august måned.

Rosen Arvensis Splendens blev i sensommeren beskåret helt i bund. I mange år havde jeg kun klippet den i toppen, den var derfor blevet noget bar forneden samtidig med at den fylde ret meget i omkreds rund om Belle Boskoop æbletræet.

Fremover så skal Arvensis’s nye grene snos tættere på stammen og oftere klippes ned og få lov til at skyde fra bunden af. Det vil give mere lys til haven og øge blomstringen nedefra og ikke kun i toppen af æbletræets krone.

Der er pause i selskabsplanternes blomstring, så er det godt at bedene rundt om at har farver og dufte at byde på, når man har sat sig i skygge under Æbleparasollerne.

Sensommer, æblerne modnes og Sankt Hansurt står i fuld blomst.

Holsteiner Cox æbletræet er plantet i kanten af Det ferskenfarvede Bed. Dette bed afgrænses af en lave buksbomhæk. En buksbomhæk jeg selv har lavet fra stiklinger af en gammel busk, der stod i haven da vi flyttede ind. Buksbomkanten flankeres af en beplantning af den lyserøde Geranium sanguineum var. striatum samt Sankt Hansurt med mørke blade.

Ved siden af Gråstenæbletræet gror et par klatreroser.

Stemninger fra sommeraftener, hvor dufte spreder sig fra Natviol og roserne.

Æbleparasollernes form ses tydeligt og er ekstra dekorative ved vintertide med et lille drys sne. Det er leet at se hovedgrenene der danner parasollernes skelet og man aner de korte sidegrene, der danner frugtsporerne.

Det kræver lidt arbejde at holde æbletræerne i en parasolform. De første år udvalgt jeg nogle få hovedgrene som skulle danne parasollernes skelet.

Hvert år sidst i juli / først i august beskærer jeg træerne med henblik på optimal frugtsætning men også for at bevare træernes parasolform.

Første gang en hovedgren sætter en lille ny sidegren i løbet af en sommer, klipper jeg det nye skud ned til 4-5 blade. De følgende år klipper jeg ned til 2-3 nye blade.

På denne vis danner hovedgrenene mange frugtsporer på lidt plads. Og da denne beskæring er foregået over mange år efterhånden, så er hver enkelt hovedgren fyldt med mange frugtsporer og bliver mere og mere dekorative år for år.

Modne Holsteiner Cox æbler. Skulle jeg vælge et æbletræ blev det et Holsteiner Cox. Et utroligt velsmagende krydret og friskt æble til at spise lige fra træet. Men kan også gemmes et par måneder. Giver en meget lækker velsmagende mos og gør det også godt i gryderetter.

Til forskel fra Rose Arvensis Splendens skyder Gerbe Rose i Holsteiner Cox æbletræet ikke lange tynde bløde skud. Gerbe Rose er heller ikke en nær så livskraftig rose som Arvensis. Gerbe rose er derfor noget lettere at styre vækstmæssigt.

Gerbe Rose har nogle få tykke gamle skud, som er blevet ledt op i kronen på Holsteiner Cox æbletræet.

De gamle tykke skud på Gerbe Rose der er ledt op i Holsteiner Cox æbletræets krone

Gerbe Rose gerne et enkelt eller to nye skud fra basis hver sommer. De ledes op i æbletræets krone. Hvis Gerbe rose skyder nye lange skud i toppen, ledes disse tilbage ned i æbletræets krone.

Da grenene på Gerbe Rose ledes vandret rundt i æbletræets krone, sætter grenene langt flere blomsterknopper, end hvis de bare fik lov at gro lodret op i luften. Så ville de kun sætte skud i toppen af grenen.

Gerbe Rose spiller derfor sammen med Holsteiner Cox æbletræets parasolform på allersmukkeste vis.

Æbleblomster i knop og sommerens nye skud med små rosenknopper på vej i maj måned i Holsteiner Cox æbletræet med klatrerosen Gerbe Rose.

Her slutter beretningen om Æbleparasollerne. Det har krævet tålmodighed og tid at få Æbleparasollerne til at lykkes, men år for år nu bliver de bare smukkere og smukkere. Jeg er glad for, jeg i tidernes morgen tænkte ind at give dem selskab af roser, klematis og kaprifolier. Måske de snart får mere selskab, – min have er altid under udvikling. Der er altid noget der kan gøres bedre. Som min haveguru Claus Dalby gerne refererer englænderne for “My garden will be even nicer next year”.

Herunder lidt ekstra godter fra Æbleparasollerne, nyd dem uden mine skriblerier.