Cirklerne - Fra græsplæne til smukke haverum

Oveblik over havens struktur ses bedst fra oven. Skitsen over haven er bedste bud på at give dette view. Det grønne er græsplæne og græsplænen danner tre runde rum, som er forbundet af korte gange.

Buske og træer er i dag så velvoksne, at de er med at til at skabe tre intime rum, hvor man ingen steder fra kan se hele haven på én gang.

Haven bestod af en kedelig græsplæne da vi flyttede ind i vort smukke og gedigne Lind & Risør hus i 1989. Eneste beplantninger var nogle få roser i kummerne ved terrasen og nogle små gran- og lærketræer. Træer, der i løbet af få år blev alt for store, som vi derfor fældede.

De første år havde jeg ikke nogen overordnet plan for designet af bede og græsplæne. Bedene startede lidt i det små ude langs med hækken. Da pigerne var blevet så store, at de ikke havde brug for den megen plads til leg i haven, aftalte vi at jeg fik “brugsretten” til haven.

Jeg fik lov til at bestemme indhold og struktur, retten til at gøre det hel selv inklusiv hårdt gravearbejde. Jeg er kommet til at holde meget af “havefitness”.

Jeg havde gennem et stykke tid overvejet at bruge cirkler, som de formelle strukturer. Havde udarbejdet forskellige skitser med cirkler som grundform for haverum til siddepladser og bede, tænkt sol/skygge/læ/vind og forskellige årstider ind. Det skulle være muligt at finde siddeplads til kolde forårsdage, skygge til varme sommerdage.

Med skitserne i hånden gik jeg i haven og lagde gammelt tovværk ud, så jeg kunne se, hvordan cirklerne kunne være med til at skabe rum i haven i en størrelse, vi kunne bruge til siddepladser og stadig have rigelig med plads til bede.

Jeg ville gerne have en fast struktur for græsplænen og dermed faste rammer for bedene, hvori jeg kunne lege med beplantningen. Det skulle også gerne ende med, når buske og træer var groet op, at vi fik haverum, hvor man ikke kunne overskue hele haven på én gang.

Jeg ville ikke kun have stier, jeg kan godt lide større områder med græs, jeg synes det grønne græs er med til at binde haven sammen.

Men hvis der skulle skabes intime haverum, så måtte cirklerne med haverummene ikke ligge for tæt på hinanden, der skulle gange imellem dem. Udenfor gangene ville der så være bede, som kunne plantes til med buske og træer, der kunne være med til at danne afskærmning.

Haverum og gange skulle anlægges så man fra terrassen fik lyst til at bevæge sig ud i haven. Det får man lyst til, når man ikke kan overskue hele haven på en gang.

Det ene haverum, ligger ud for den overdækkede terrasse. I haverummet her er der sol det meste af dagen. Her er læ for vinden fra de fleste retninger på nær fra søndenvinden. Her sidder vi ofte i foråret, efteråret og om sommeren, på dage hvor der ikke er så varmt.

Haverummet her har fået navnet rosenrondellen, fordi jeg i bedene omkring cirklen gennem årene har plantet mange roser. Drømmen er at kunne sidde her omgivet af roser, dufte og farver. Haverummet her er det mest romantiske sted i haven.

Det tredje haverum giver også mulighed for hyggelige siddepladser. Ligesom med de øvrige haverum er haven ved at være groet godt til og ønskerne til at cirklerne skulle være med til at skabe haverum, hvor man kan sidde uden fuldt udsyn til hele haven og alle rum er opnået til fulde.

Ud over de formelle runde haverum som cirklerne har skabt, fik vi endnu et haverum, som vi med årene er blevet meget glade for at benytte. Årsagen til at vi holder meget af at sidde her, er at de gamle æbletræer, som bliver holdt lave som parasoller, giver skygge på varme sommerdage.