Farver forår

Marts, april og maj er ifølge kalenderen forårs månederne. Haven skifter markant karakter, farverne fra vintermånederne kan afhængig af vejr og vind stadig forefindes, men det er her i forårs månederne farveorgiet virkelige tager fat.

For nogle år siden fik jeg drivhus, det har givet mulighed for at overvintre bl.a. krukker fyldt med forårsløg. Forårsløg lægges i krukker i efteråret, disse vandes og sættes i drivhuset, hvor de står tørt og kan holdes frostfrie. De første forårsløg der titter frem og giver farver er Iris reticiulata, i milde vintre er blomsterne fremme allerede i februar. Nogle år suppleres med indkøbte hornvioler eller andet der lokker fra planteskolen. Men der er gået sport i at det er mine egne planter/løg der står i krukkerne. Forglemmigej sår sig rundt omkring i haven, de er nemme at grave op og flytte til krukkerne.

I marts kommer de fleste farver fra forårsløg i bedene, scilla og perlehyacinter er de forårsløg jeg bruger flest af. de er flinke til både at komme igen og sprede sig både ved frø og sideløg. Jeg nyder meget at smutte en tur i haven mindst en gang om dagen, inspicere de forskellige buske og træer, følge knoppernes udvikling, der vidner om et farveorgie, der venter i løbet af april og maj.

Tulipaner og påskeliljer overtager efter de tidlige forårsløg. Tulipanerne sætter jeg nye af hvert efterår, men lader det som regel gå en to til tre år imellem tilførsel af nye løg i det enkelte bed. Jeg vil gerne lige se om jeg har været heldig af tulipanløg har overlevet en vinter eller to, før jeg tilføjer nye løg.

Påskeliljer er trofaste og kommer igen, vel at mærk hvis man holder sig til de mere gængse typer. Der fåes mange forskellige varianter i dag med mere eller mindre fyldte blomster og anderledes nuancer af gul og hvid, det er ikke alle der er gode til at komme igen året efter. Jeg forsøger at holde mig til de mest almindelige. Det er lidt dyrt at tilføje nyt hvert år.

I april måned er det ved at være ret grønt i bunden af havens bede, staudernes løv fylder godt men de tidlige forårsløg titter stadig op imellem alt det grønne. De tidlige stauder som Lungeurt og Stenbræk er begyndt at bidrage med farver for alvor. De kan finde på allerede at være begyndt sidst i februar, hvis vinteren er meget mild.

Pebertræet der ofte starter med at springe ud uden at være i fuld blomstring i februar. Står i april med fuldt udsprungne blomster og nu er der mulighed for at blive glædeligt overrasket over at sådan en lille busk kan fylde en hel lille have med sin skønne friske nærmest liljekonvalagtige duft. Pebertræ selvsår sig meget gerne, buskene jeg har er efterkommer af en gammel busk, som desværre gik til for nogle år siden pga svamp.

Påskeklokkerne Helleborus X Hybridus har jeg efterhånden en hel del af i haven. Jeg har nogle få som kan finde på at starte allerede i december, men de fleste tager fat sidst i februar i milde vintre. Men uanset vejrliget så bidrager blomsterne med farver helt hen i april måned.

I maj titter liljekonvallerne frem, og er man heldig at have en stor klynge af dem, vil deres vidunderlige duft sprede sig langt omkring i haven. Jeg har endnu tilgode at min lille samling bliver en stor gruppe. Har eksperimenteret lidt med hvor de skal gro. Har endnu ikke fundet den bedste plads. Men det er jo det er så fascinerende ved havedyrkning, der er hele tiden plads til forbedringer, udvikling og man er konstant under læring, – hvis man vil.

Glæden ved mit drivhus er stor – hele året. Mod nordsiden af væggen har jeg plantet abrikos, fersken og nektarin. De starter deres blomstring tidligt, med abrikos som den første. De trives her i læ for regn og blæst. Men det kræver at jeg husker at gå ud dagligt og lege bi og bestøve blomsterne. Der er ingen bier i drivhuset så tidligt som de blomstrer her, ingen bestøvning ingen frugt. Jeg bruger en lille blød pensel og nusser forsigtigt hver blomst med penslen og flytter derfor rundt på pollen fra blomst til blomst. Metoden har virket godt. Vi har høstet lækre, søde og saftigte frugter de seneste somre.

Drivhuset bruges også til at sikre farver i haven, forspiring af sommerblomster og stauder optager meget plads.

En klematis der blomstrer tidligt er plantet i den ene kumme i drivhuset, den lyser smukt op i marts og april med sine lyslilla blomster i rigelige mængder.

Gyldenlak er indbegrebet af forår i min have. De starter ofte med blomstring i marts måned og fortsætter med at springe mere og mere ud helt hen i maj. Gyldenlak dufter, en sød vaniljeagtig duft. Har købt frø i England, hvor man kan få nogle vidunderlige og anderledes farver end de gængse varmt gule og broncefarvede man kan købe på planteskolerne herhjemme. Hos mig trives de langs med husmuren både mod øst, syd og vest. De er ved at at flytte ud i haven. Og jeg har planer om at potte nogle af de selvsåede planter op og sætte dem i krukker med forårsløg som tulipaner. Gyldenlak og tulipaner er en typisk engelsk variant af sammenplantning.

Drivhuset bruges til at drive forårsløg i krukker frem. Men her er også plantet roser og klematis i store kummer. Fantastisk at komme ud en grå dag i april lukke sig ind i drivhuset, blive mødt af disse skønheder og deres vidunderlige dufte. Ofte opnår jeg blomstring 3 gange på en sommer. Roserne er Gertrud Jekyll, William Shakespare og Senegal. Klematisen er Nelly Moser.

I april tager farverne i min have fat på havens buske og klatrende planter. Japanske kvæder både mørkerøde, lyserøde og ferskenfarvede bidrager til festen. Kvæderne skal man have lidt tålmodighed med, de er nogle år om at tage fat. Men når de tager fat er de pålidelige og trofaste buske. Kvæderne er spiselige på lige fod med trækvæderne, de skal dog lige koges eller bages først.

Akebia, på dansk Agurkeplante er en klatreplante, der ligesom kvæderne har været nogle år om at komme i gang. Men de seneste år bidrager denne skønne klatreplante med sine smukke bourdeauxfarvede juveler allerede i april – et ekstra fantastisk plus er at den tilmed dufter. Duften er frisk vanliljagtigt duft.

Magnolie har jeg nogle stykker af i haven. Her på billedet er det en af de mest mørkerøde af slagsen. Jeg har en gul i det gule bed også og en lille busk i en af kummerne ved terrassen. Magnolie dufter også, men der skal en del blomster til, før duften fylder haven.

Sidste i april tager spireahækken over med sin hvide blomstring. Hækken var plantet da vi flyttede ind for 30 år siden. Det er i sig selv da smukt med den kompakte hvide blomstring. Men efter min smag forstyrrer den lidt og overtager lidt for meget. Spirea er efter min smag smukkest som fritvoksende hæk, forstået på den måde at den aldeles ikke egner sig til at blive klippet i firkantet form som liguster eller bøg. Jeg har de seneste år klippet den godt ned. Grene der er en 3 år gamle skal helst klippes væk under vinteren. Hvis man lader den gro uden klipning, sætter den kun nye skud øverst på gamle grene, og den ender med at blive en brun og kedelig baggrund for resten af haven. Spirea dufter, den dufter meget sødt, lige lovlig sødt og kraftigt til min smag.

Jeg har lidt småplaner om at buske og træer der er plantet på begge sider af hækken med årene skal overtage hækfunktionen. Men vi har nogle restriktioner i grundejerforeningen, en eller anden arkitekt har i tidernes morgen bestemt at hækkene i kvarteret kun må bestå af vist nok 5 forskellige planter – bøg, liguster, spirea og så et par stykker mere. Lige lovligt kedeligt efter min smag. Tænk hvis nogle af os plantede roser i stedet for.

Blåregn har jeg efterhånden en hel del steder i haven. Jeg har sat forskellige slags, så her er både nogen i blå, hvide og rosa. Blåregn bidrager ikke kun med blomster men så sandelig også med duft. En gammel rigtblomstrende plante kan sprede dufte mange meter omkring sig.

Blomstringen er på sit højeste i maj måned, men allerede i februar og marts smutter jeg rundt og tæller knopper, – er de tykke og runde så vanker der blomster og duft, er de aflange og smalle er det bladknopper.

Under den overdækkede terrasse vokser også klematis montana, den blomstrer flittigt og starter ofte i april med mange lyserøde blomster der spreder en vaniljeagtig duft.

Fra sidst i april og hen i maj er haven frodig og grøn og med masser af farver og dufte. Frugttræerne blomstrer, hvor blommerne starter festen, kirsebær tager over, herefter æbler og til slut kvæderne.

Jeg har en 20 slags forskellige æbletræer, der modner på forskellige tidspunkter. Dette afspejles også i blomstringen, hvor Bøghs Citron starter blomstringen og afsluttes med Belle Boskoop som er den sidste der modner i haven.

De forædlede syrener blomstrer i starten af maj. Da jeg har en del forskellige og de efterhånden har en del år på bagen, er de meget rigtblomstrende. Ud over deres smukke blomster spreder de dufte i hele haven – tilmed ud på vejen til glæde for forbipasserende.

I maj måned begynder de tidligst blomstrende stauder at fylde haven med farver. Akelejer, natvioler og knopurt. Geranier kan finde på at begynde tidligt.

Jeg har nogle gamle rosebuske, som starter allerede i maj med blomstring. smukt er det når Frühlingsduft mingler sig med de ungarske syrener. De ungarske syrener blomstrer senere end de tidlige forædlede syrener.

Rosen Louise Bügnet er den absolut første rose til at blomstre i haven. Den blomstrer som regel første gang i maj måned. Men allerede før blomstring er knopperne meget smukke med deres variation af hvid og mørkpink farver. Louise Bügnet er en gammel busk i haven efterhånden, og den plejer at blomstre tre gange på en sommer.

Sidst i maj måned har mange stauder i haven godt gang i farvefesten. Pimpinelle major rosea bidrager med sine lyserøde skærmblomster i rosenrondellen. Akelejer i alle mulige variationer blomstrer overalt i haven. Staudevalmuerne begynder at løfte sløret for deres intense kortevarige blomstring. Her er både ferskenfarvede, pinke, lyserøde og den eftertragtede mørke Pattys Plum.

Slutningen af forårsmåneden i haven varsler om mange skønne farver på vej i de næste måneder. Rosernes knopper bidrager allerede til festen. Fingerbøl er små småt begyndt med deres blomstring der varer længe. Mange buske i haven har mørkt løv, et skønt supplement til alt de grønne.