Blåregn ved Como

På nogle haverejser er der én plante, som er i fokus. Jeg havde en vis forventning om at der var serværdige blåregn ved Comosøen. Men ikke forventet at det var så inspirerende.

Kun nogle få steder var de begyndt at springe ud. Til gengæld fik jeg rig lejlighed til at se, nyde og studere de store gamle buske og de mange forskellige måder italienerne har fundet anvendelse for disse planter.

På næsten enhver plads og terrasse snoede blåregn sig op ad stolper og stativer. Jeg kan levende forestille mig, hvor dejligt der er at sidde her på varme sommerdage under bladendes svalende skygge. Og hvilken duft der må være under deres blomstring. Blåregn dufter, og da der findes forskellige varianter af blåregn, dufter de også forskelligt. Men alle har de en frisk og frugtagtig duft.

Forventningens glæder siger man er den største glæde. Jeg håber jeg en gang får lejlighed til at komme til Como, hvor blåregnen er i “full bloom”. Men nydelsen ved at se de mange tykke knopper lige på vej til at springe ud, var alligevel stor og meget overvældende.

Man ser tydeligt hvor tæt ind til stammerne man hvert år må beskære planterne. Denne tætte beskæring gør blomstringen utrolig tæt og intens. Helt klart en ide jeg har taget med mig hjem til mine egne blåregn.

Jeg plejer på mine egne blåregn i haven at beskære de nye skud ind i august måned, de skud man ikke ønsker skal være nye bærende stammer/grene.

Lige efter nytår klippes de nye skud ind endnu en gang, denne gang klipper jeg dem så meget tilbage, så de kun har 3-4 knopper.

I marts måned i Danmark kan man begynde at skelne blomsterknopper fra bladknopper, blomsterknopperne er store, buttede og næste runde. Bladknopperne er meget mindre og aflange. De første år jeg havde blåregn, talte jeg knopperne, som blev flere og flere hvert år.

Vi boede på det store gamle Grand Hotel Menaggio. Jeg vidste ikke på forhånd at hotellet havde nogle meget flotte gamle eksemplarer af blåregn. Jeg kan forestille mig hvor smukt hotellet under deres blomstring er klædt i blåt. Jeg nød at gå ture i haven og se nærmere på hvordan beskæringen var foretaget år for år.

Blåregn pryder med deres smukke stammer mange gader og stræder.

Blåregn anvendes ikke kun som overstandere på pergolaer og terrasser, de anvendes også som hæk.

Der er vækster der er let forgængelige og vækster der bliver smukkere og stærkere med alderen. Lige siden jeg så blåregn for første gang, var jeg fascineret. Der er noget med deres måde at vokse på, selvfølgelig er blomstringen overdådig, men det er den måde man kan forme stammer og grene på.

Jeg har faktisk i Danmark i en lille gammel have set en blåregn der ikke var mere end et par meter høj. Hvert år beskåret i parasolform, meget meget smukt dekorativt indslag.

Op ad mure og trappevægge pryder blåregnen, jeg er dybt fascineret af hvor gamle og smukke disse vækster kan blive. Jeg havde blåregn i haven inden turen til Como, men der er kommet flere til efterfølgende.