Mosrosen med selskab

De første år jeg plantede roser, gik jeg ikke så meget op i at gemme navnene, jeg er derfor ikke helt sikker på at rosen her hedder Henry Martin. At det er en mosrose er jeg dog ikke i tvivl om. Det er en mosrose fordi ikke kun grenene, men også knopperne er fyldt med torne. At denne slags roser hedder noget med mos, som er en blød ting, kan man jo kun gisne om, måske nogen kender historien bag.

Rosen er plantet for mange år siden tæt på det gamle kirsebærtræ. Kirsebærtræet var de første år en god støtte for busken. Mosrosen er nu så omfangsrig og kraftig, at jeg blot vikler nye skud ind i de gamle og på denne måde får en meget tæt busk.

Når jeg vikler grenene ind i hinanden, sørger jeg for at de bøjes ned eller i det mindste kommer til at ligge vandret. Denne nedbøjning provokerer rosens grene til at skyde med skud med blomsterknopper ikke kun for enden af grenen, men langs hele grenen. Det giver mange flere blomster end hvis en rose kun blomstrer i toppen.

Mosrosen blev sat her, fordi jeg tidligt i anlægget af bedene havde en ide om at der i denne del af haven skulle være blomster med meget mørkerøde og kraftigt farvede blomster. Og så ville jeg gerne kunne nyde denne specielle rose på tæt hold.

Da mosrosen jo kun blomstrer én gang på en sommer, har jeg i bedet under den plantet forskellige slags stauder og tilføjer etårige sommerblomster af forskellige slags hvert år. I foråret er der ikke mange farver, men det skal være grønt før det bliver kønt.

En hjemmelavet lav buksbomhæk er en stedsegrøn kant langs med bedet. Kanten skærmer også for bunden af bedet som ikke altid med den beplantning der er, er grøn og pæn hele året.

I sensommeren blomstrer Skt. Hansurt langs kanten af buksbomhækken på ydersiden. Skt. Hansurterne bidrager desuden med farver fra tidligt forår til sensommer, da her er sat forskellige sorter med mørke blade i forskellige nuancer af rød nærmest sort.

Mosrosen har stået her i mange år og var en af de første jeg plantede foruden en del engelske roser. I en lille have må man prioritere kraftigt, jeg ønsker som udgangspunkt roser, der blomstrer mere end én gang på en sommer og de skal dufte godt. Men jeg ville have en mosrose, fordi de tornede knopper skulle være så smukke. Jeg måtte derfor gå på kompromis og slække på mine krav, da mosroser kun blomstrer én gang. Henry Martin skulle dog være en af de bedste sorter, der var muligt at skaffe fra en dansk forhandler af roser.

Jeg havde læst, set og hørt meget om de historiske rosers kvaliteter, Henry Martin lød for mig som at være en af de bedste, da den skulle være en sund og hårdfør rose med en overdådig blomstring og vidunderlig kraftig duft. Jeg kan kun bifalde dette udsagn, hos mig i den kraftige lerjord, er rosen utroligt livskraftig, blomsterrig og dufter godt.

Jeg ønskede også at mosrosen blev placeret så det er muligt at nyde den fuldt ud og tæt på. Rosen er placeret i den nordlige del af den ene af cirklerne. Her får den sol det meste af dagen og vi har mulighed for at sidde tæt på.

Da mosrosen er ret gammel og busken har fået lov til at beholde mange grene, har jeg bundet en del kraftige grene vandret ind til de andre buske og træer i nærheden. Nye grene bliver viklet ind i mellem hinanden. På denne vis sætter rosen mange mange knopper og blomster hvert år. Og da der er så mange grene og knopper, er blomstringsperioden de seneste år tilmed blevet meget langvarrig. Skønt at sidde og nyde deres dufte og smukke mørkpink farver.

Sidder man i liggestolen under mosrosen kan man både nyde duften fra roserne og nyde kig rundt til flere af havens øvrige haverum og bede. Her er kig til blandt andet søbedet, indgangen til rosenrondellen og så er det ferskenfarvede bed lige til højre for.

Mosrosens dufte og smukke mørkpink farver kan også nydes, når man sidder i sofaen under den overdækkede terrasse, da den står lige ved siden af dette haverum.

Ikke langt fra mosrosen i kanten af pæonbedet står den smukke yderst velduftende jasmin Belle Etoile. Jasminen er i efteråret 2019 flyttet til bedet under mosrosen, da den var ved at blive klemt for meget af de øvrige buske i kanten af pæonbedet. At flytte jasminen til bedet under mosrosen gør den mere synlig og den vil få mere sol. Denne jasmin må meget gerne blive stor og give endnu flere blomster og dufte.

Belle Etoile er efter min mening den smukkeste og mest velduftende jasmin man kan få. Duften er ikke sød, men frisk og frugtagtig. En enkeltblomstrende sag med en smuk mørkpink midte, denne farve spiller godt sammen med farverne på mosrosen. Jeg forventer derfor at det vil blive et smukt match.

En anden historisk rose, hvis navn jeg desværre har glemt, er også en af de første jeg plantede i haven. Den står under Bøghs Citronæble i Pæonbedet, hvor den mingler sig både ind i æbletræet og i en fyldtblomstrende jasmin, der stå tæt på i samme bed. Sidder man i lænestolen under mosrosen kan den smukke blomstring af disse skønne buske nydes på tæt hold. En sommaraften i juni måned er haven fyldt med velduft.

Bedet under mosrosen er tilplantet med forskellige stauder og i efteråret er der kommet nye buske til. I sommeren 2019 havde mosrosen selskab af nogle smukke riddersporer i mørkeblå farver. Det viste sig dog, da de jo gerne vil have støtte, viklede sig ind i mosrosens tornede grene på en ikke særlig skøn måde. Riddersporens grene blev skæve. I efteråret flyttede jeg dem over i bedet syd for rosenrondellen, hvor jeg håber de vil være en smuk baggrund for rosernes blomstring.

På trods af den uskønne vækst, var de dog smukke sammen med mosroseblomsternes pink farver. Da de stod tæt på hvor vi har siddeplads, var det muligt ubesværet at studere riddersporernes knopper, blomster og forskellige udviklingsstadier på nært hold. Jeg var faktisk ikke klar over at riddersporer, var så smukke i så lang tid.

Riddersporerne stod med udsprungne knopper i lang tid og bidrog med et smukt farvemodspil til mosrosen. Da ærteblomsterne også nåede at springe ud, før riddersporernes afblomstring, gik farvedesignet op i en højere enhed. Også selvom riddersporerne blev vinde og skæve af at gro op imellem mosrosens tornede grene samtidig med at ærteblomsternes klatretråede snoede sig lystig omkring stænglerne og bidrog med yderligere forvridninger af riddersporernes stængler.

Jeg havde forspiret ærteblomster tidligt i foråret og disse planter blev sat ud i bedet under mosrosen, da risiko for hård frost var overstået. De nåede at blomstre samtidig med mosrosen. Alle i farveskalen flødehvid, bordeaux og en blanding af disse farver. Farverne var smukke sammen med mosrosens mørkpink farve. Dette skal gentages de kommende somre. Dog skal der tilføjes ny jord til bedet. Jorden kan godt blive træt af ærteblomster, hvis man planter ærteblomster det samme sted hvert år. Jeg forventer ikke at jeg behøver at udskifte al jord, men har tænkt mig at blande noget kompost ned i jorden, før jeg planter ærteblomsterne ud.

Selv efter mosrosens afblomstring var bedet omkring mosrosen smukt helt indtil frosten satte ind og tog livet af ærteblomsterne.

Ved siden af mosrosen står en syren, en ungarsk syren, Syren Josikaea. Den blomstrer senere end de forædlede syrener men før mosrosen. Denne syren indgår derfor også i havedesignet med henblik på at have farve og dufte så mange dage om året som muligt.

Skal der være farver og dufte i en lille have så mange dage om året som muligt, må man plante smart. At plante smart vil efter min mening sige, at man også tænker ind at buske og træer, der ikke af sig selv blomstrer flere gange, kan komme til det, hvis man planter klatreplanter sammen med dem.

Et af mine yndlingsindslag i haven, er at plante en eller flere klematis tæt på tidligtblomstrende buske og lade klematis klatre op i buskene og dermed give blomster ad flere omgange. Det kræver dog at man holder lidt øje med hvor frodigt klematissen breder sig i buskene. Klematissen må ikke tage livet af syrenerne. Det er dog et overkommeligt arbejde. Klip klematissen ned på et tidspunkt, der passer til sorten.

Hvis klematissen ikke er så kraftigt voksende, trækker jeg grenene på klematissen ned i stedet for at klippe dem af. Jeg snor klematissen løst rundt om busken. Klematissen sætter på denne måde flere og kortere skud op i busken og vil blomstre nedefra og ikke kun i toppen endda med en rigere blomstring.

I sommeren 2019 havde jeg sat de frostfølsomme salvier ud i bedet. Ligesom med riddersporerne led de under ærteblomsternes fangtråde, der snoede sig ind i dem, og de blev skæve og uskønne i væksten. Farverne var der dog ikke noget i vejen med. De skal dog ikke stå sammen med ærteblomster mere. Overvintring af salvierne foregår ved at grave dem ned i højbedene i drivhuset.

En lille penstemon hjembragt fra Kifsgate, England i sommeren 2018, blev også plantet ud her. Den skal nu over i det ferskenfarvede bed til næste år da den farvemæssigt passer bedre ind her.

I efteråret 2019 blev der tilføjet nye buske til bedet under mosrosen. Håbet er at disse vil passe bedre ind vækstmæssigt. Her er sat buske, der skulle bidrage til blomstring og dufte samtidig eller udenfor mosrosens blomstringstidspunkt. Spændt på om mine ideer bliver til et smukt billede.

Ærteblomster skal der dog være, drømmer om at de mingler sig ind i de nye buske på en smuk og delikat måde. Glæder mig til en ny havesæson med mosrosen.

Mosrosen skulle kunne blive en gammel busk. Og det er nok snart på tide at få den set igennem for gamle tykke grene, der bør skæres af, så den kan få lov til at forny sig nedefra. At foretage denne type beskæring er lettest at få fra hånden om vinteren, hvor grenstrukturen er lettere at se.