Pæonbedet

I bedet er plantet de fleste af havens pæoner. Bedet er det første sted i haven hvor græsplænen måtte vige til fordel for et mere farverigt indslag. Bedet ligger lige ud for siddepladsen på vestterrassen. Helt fra start var formålet med bedet, at det skulle indeholde farver og dufte og noget spiseligt, som vi kunne nyde at se på og dufte til, når vi sidder på den gamle siddeplads på bænkene på vestterrassen.

Kravet til bedet, er som sagt, at det skal være interessant at se på hele året. Bedet kan også ses fra køkkenvinduet, hvor jeg ofte opholder mig, jeg elsker at lave mad, – bedet skulle derfor også være synligt og smukt derfra. Dog må der gerne være buske i udkanten af bedet, der afskærmer mod udsyn til resten af haven, man må gerne blive nysgerrig efter at gå en tur ud i haven og se hvad der gemmer sig.

Det har taget nogle år at finde ud af hvilke stauder, der trives sammen med pæonerne i bedet. Jeg holder allermest af en stil og sammensætning af planter, der ikke er baseret på sarte vækster eller etårige sommerblomster. Bedene i haven skal kunne bære sig selv uden tilførsel af disse mere besværlige vækster. Når jeg siger dette, så betyder det ikke, at jeg ikke tilføjer bedene sommerblomster og sarte ikke hårdføre vækster. Når jeg har tid til det, bruger jeg gerne den ekstra tid det tager at forspire efterår og / eller forår og plante ud i det sene forår / forsommeren. Faktisk synes jeg egentlig det er et ret hyggeligt tidsfordriv med at forspire. Årsagen til at jeg helst vil have at bedene fungerer uden, er at haven gerne skal være let at passe, hvis fysikken på et tidspunkt ikke rigtigt vil være med til mere graveri.

Sen vinter starter blomstringen med krokos og scilla. Påskeklokkerne spiller også med i forskellige mørkerøde, lyserøde og hvide nuancer, påskeklokker er en af mine yndlinge, de er så taknemmelige, lette at passe, spreder sig ikke uhæmmet, blomstrer i flere måneder og flere af dem er flittige selvsåere, jeg har efterhånden en del nye planter af egen avl.

Buksbomkuglerne er stadig ret synlige. Troldhaslens røde rakler pynter og lyser op i flere uger. Troldhaslens krogede grene er i sig selv en attraktion, de er tydeligst om vinteren, en tid der kan være en udfordring at få gjort seværdig i haven.

Jeg er ikke den eneste, der i de første år af havelivet blev lokket af planteskolernes mængder af udbud af blomstrende ting i foråret for dernæst at tabe pusten til efteråret. Først efter nogle år blev jeg opmærksom på, at det er vigtigt at se andre haver og gå på planteskolerne i efteråret og vinteren.

Sen april og maj tager tulipanerne over, jeg holder dem i en mørk farveskala tilsat hvidt. Med nogle års mellemrum tilføjer jeg nye tulipanløg, det er sjældent, de overlever mere end nogle få sæsoner.

Pæonernes dekorative mørkerøde skud er smukke. Jeg kan ikke dy mig for at smug kigge, om der er blomster anlæg på vej. Pæonerne har efterhånden nogle år på bagen og bliver kun smukkere og mere blomsterrige med tiden. Også her har jeg måttet sande, selvom det er ret hårdføre og seje planter, så trives de bedst, hvis jorden ikke er alt for kompakt, – de overlever, men det gik lidt langsomt med at få mange blomster de første år af bedets levetid. Så også her er der tilført kompost med jævne mellemrum.

En ting mere man skal være opmærksom på, de må ikke graves dybt ned. Knolden hvor skudene kommer fra må ikke mere end nogle få centimeter under jorden. I mit tidlige haveliv, var jeg bestemt ikke klar over dette. Men de tåler at blive gravet op og genplantet. Dog skal man være opmærksom på at de som oftest lige skal komme sig efter flytningen. Men hellere det end at blomstringen for stedse udebliver.

Æbletræet Bøghs Citron overtager blomstringen i bedet, når troldhaslens rakler er faldet af. Efter æbleblomsternes smukke intense lyserøde duftende blomstring fortsætter syrenerne, en kort periode blomstrer de samtidig, så er der tryk på farverne i haven.

Ud over en mørk til lyselilla rigtblomstrende busk bagerst i bedet, står en gammel busk med navnet Beauty of Moscow. Jeg holder meget af dens smukke lyslilla chancerende blomster. Syrenerne spreder en skøn duft i haven, som kan duftes helt over på siddepladsen.

Efter syren tager jasminen over. Jasminer har jeg en del af i haven af forskellig slags. De er allesammen skønne og har en fantastisk duft. Det kan betale sig at købe jasminer i blomst, der er en del, der ikke dufter. Har man begrænset plads, er det ærgerligt at komme hjem med buske der ikke dufter.

En historisk rose, hvis navn jeg har glemt mingler sig både med jasminen og æbletræet. Uanset navnet er den smuk, dufter fantastisk og blomstrer længe med mørke magentapink fyldte blomster.

Rosen Louse Bougnet er en rosa rugosa, den allerførste rose, der blomstrer i haven, den er så smuk med de rødhvide knopper, dufter og blomstrer ad tre omgange hen over sommeren. Bagerst i bedet op ad overdækningen står klatreroserne Alchymist, Leander, James Galway og nogle flere hvis navne jeg har glemt. De stor klatreroser er markante farve- og dufteydere i juni og juli måned. På billedet ses klatreroserne, der i sommeren 2019 var blevet så høje at blomstringen foregår over øjenhøjde og næsten op over taget. De blev klippet ned i august måned og får lov at starte forfra.

Som jeg skrev i starten af dette indlæg, så har det taget nogle år at finde de stauder, jeg synes er smukke sammen med pæonerne. Noget som gerne komplementerer dem medens de blomstrer og noget som bidrager med farver, når de ikke blomstrer. Det må ikke være for sarte vækster og heller ikke for voldsomme. Jeg skulle mene, jeg har fundet en god kombination. Den længeblomstrende og høje mørkmagenta geranium ‘Patricia’ giver farver og højde i bedet i flere måneder. Blomstrer sammen med pæonerne og giver en opvisning mere sammen med lavendlerne. Når de er blevet trætte klippes de ned. Nogle år blomstrer de en omgang mere inden frosten sætter ind.

Violfrøstjerner er blevet tilføjet de seneste år, jeg har sat forskellige slags og følger spændt hver sommer, hvordan de spiller. Violfrøstjerner er her hos mig lidt langsomme i starten, men når de tager fat, er det standhaftige længeblomstrende og seje hårdføre vækster. Jeg har store forventninger til at kunne nyde violfrøstjernernes sky af små lyslilla blomster svævende over bedet.

Udfordringen for selskabsplanterne til pæonerne er at de skal kunne trives i skyggen af pæonernes løv, være bunddække ved siden af pæonerne, da pæonerne ikke fylder meget ved jorden i forhold til hvor meget løvet og blomster fylder i højden. Geranierne og violfrøstjerner har en vækst hvor de danner en grøn roset ved jorden, som rigtigt fint dækker den jord der ikke er dækket af pæonerne. De skyder i vejret og blomstrer oppe over pæonernes løv.

Pæonbedet er omgivet af buske som har deres blomstringstid i maj, juni og noget af juli måned. Da jeg gerne vil udnytte jorden optimalt i min lille have og har ønsket om blomster og dufte hele året, så måtte der flere spillere til end de allerede omtalte.

Klatreplanter der ikke fylder meget ved jorden, klatreplanter som ikke er for kraftige i væksten, som kan bidrage til bunddække under pæonernes løv men også stikke stilke op med blomster over løvet og meget gerne også smutte en tur op i buskene omkring bedet, når buskene er afblomstret.

Klematis er løsningen, de fås i så mange forskellige varianter, at kunsten har været at begrænse sig. Allerede fra bedets spæde start forsøgte jeg med klematis, men de trivedes ikke og jeg var tæt på at opgive. Men også med disse planter har jeg måttet sande, at skal du dyrke planter, skal man dyrke jorden først. Disse planter trives derfor også bedst, når jorden tilføres kompost både ved plantningen, og med jævne års mellemrum at få en “mulch” – “mulch” som englænderne kalder det, når de i efteråret eller foråret dækker bedene med et 5-10 cm lag kompost. Denne ‘”mulching” giver mere liv i jorden, gør den tunge lerjord mere porøs, planternes rødder trives bedre og planterne får derved en fair chance for at yde deres bedste.

Skærmblomster er smukke især dem med mørkerøde eller lyserøde blomsterfarver. Den vilde gulerod Daucus Carota ‘Dara’ er en toårig sag, bliver størst hvis man forspirer den i august måned og udplanter den i bedet i efteråret.

En ny meget yndig lille sag i haven er Crebsis rubra, lyserød høgeskæg, etårig vækst, der efter sigende skulle være flittig til at selvså sig. Jeg forspirede den i foråret 2019, fik en del planter, og nogle af dem blev plantet ud i forkantet af pæonbedet.

Den del af bedet, der vender mod syd har altid været noget af en udfordring, fordi solen bager ubønhørligt hele dagen her. Det der vokser her skal kunne tåle udtørring og den hårde sol. Høgeskæg klarer tørken. Flere af blomsterne fik lov at sætte frø, nogle er strøet i både dette og andre bede, andre frø er gemt til forspiring til næste forår.

Andre der trives fint her er kæmpestenbræk, påskeklokker og buksbom. De to første blomstrer og alle 3 har stedsegrønne blade. Man kan sagtens plante andre stauder og etårige sager ved siden af disse planter, de breder sig ikke voldsomt, løvet dækker mere end de gør nede ved jorden, der er derfor bar jord, hvor der er plads til f.eks. at så eller plante høgeskæg, der ikke fylder meget ved jorden heller. Høgeskøg sender deres yndige blomster op over de andre planters stedsegrønne løv. De ser utroligt spinkle og sarte ud, men er stærke og rigtblomstrende.

Sensommer i bedet skulle gerne fremover være mere blomsterrig end tidligere. Den almindelige solhat ‘Magnus’ blev plantet i sommeren 2019, den burde trives her. Den får rigeligt med sol, ingen skygger for den i foråret, og den blomstrer næsten lige til frosten kommer. Farven på Magnus passer så fint sammen med de pink farver på den almindelige Skt. Hansurt, der blomstrer på samme tid.

Ellers er det løvfarver, der præger billedet af bedet. Her er vækster med forskellige løvfarver; mørkerøde farver fra troldhaslen, lysegrønne blade fra syrenerne, mørke stedsegrønne farver fra buksbom.

Klatreroserne op ad væggen mod den overdækkede terrasse blev klippet ned til 10 cm i sommeren 2019 efter deres blomstring i juli. De var blevet så høje at blomstringen foregik for en stor dels vedkommende i taghøjde. De har her i efteråret 2019 sat mange nye grene. De nye grene skal i vinterens løb bøjes ned. Det giver en mere kompakt blomstring i øjenhøjde næste sommer og fremover skal de holdes mere i kort snor.

De stedsegrønne smukke grønne blade i bunden på det midterste billede er forskellige påskeklokker og gyldenlak. De giver blomstring i foråret og bladene giver en svalende skygge for rosernes rødder om sommeren uden at konkurrere med roserne.