Pæonbedet

I Pæonbedet er plantet de fleste af havens pæoner. Bedet er det første sted i haven, hvor græsplænen måtte vige til fordel for et mere farverigt indslag. Bedet ligger lige ud for siddepladsen på Vestterrassen.

Formålet med bedet har lige fra begyndelsen været, at det skulle indeholde farver, dufte og noget spiseligt, som vi kunne nyde på tæt hold, når vi sidder på den gamle siddeplads på bænkene på Vestterrassen.

Kravet til bedet, er som sagt, at det skal være interessant at se på hele året. Bedet kan også ses fra køkkenvinduet, hvor jeg ofte opholder mig, jeg elsker at lave mad, – bedet skulle derfor også være synligt og smukt derfra.

Her er farver fra sen vinter / tidligt forår fra forårsløg og påskeklokker som gradvist afløses af senere blomstrende stauder, klematis, roser, buske og frugttræer. Billederne herover er kun et lille udsnit af hvad bedet rummer ud over Syrener, Pæoner, Geranier og Roser.

I udkanten af bedet mod vest er plantet et lille busket i en halvbue omkring bedet. Buskettet giver læ for Nord- og Vestenvinden i sommerhalvåret.

Når buskene står med fuldt løv, kan man ikke se havens bede bagved. Man lokkes derfor til at gå en tur ud i haven og se hvad der gemmer sig derude.

Det har taget en del år at få bedet til at lykkes og finde den kombination af planter der trives sammen med Pæonerne og bidrager blomster og dufte både før, sammen med og efter Pæonernes storhedstid i juni måned.

Bedet afskærmes af buskettet mod vest, hvor bedet er synligt fra Vestterrassen. Jeg holder meget af at sætte mig en tidlig forårsdag, varmt tøj, kaffe på kanden, solens stråler en eftermiddag der så småt begynder at varme både sjæl og jord. Dejligt at kunne sidde og nyde de første tegn på forår fra Vintergækker, Galanthus, Erantis og de blå Snepryd, Scilla.

Påskeklokker, Helleborus orientalis er nemme hårdføre planter, der trives i haven. De har selvsået sig mange steder i haven de seneste år. Påskeklokkerne står både i kanten af bedet mod syd og vest samt en hel del planter står inde midt i bedet og blander sig med de øvrige stauder og klematis.

Påskeklokker er seje stauder. De tåler en del kulde selvom de er i blomst. De tykke stængler med blomsterknopperne lægger sig i frostvejr på jorden, man tror de er gået til. Men så snart frosten i løbet af dagen slipper sit tag, rejser de sig igen. Og ser ud som om de aldrig har lagt sig.

Billederne herover er taget i januar 2021. Vinteren havde indtil da været relativ lun og påskeklokkerne var langt fremme i blomstring. Da februar i nogle uger bød på streng kulde med helt ned til tocifrede frostgrader. I skrivende stund har vi fået tøvejr og de har rejst sig igen.

Påskeklokkerne er gode selskabsplanter til Pæonerne. Påskeklokkerne starter deres blomstring før Pæonerne, ofte er de i blomst samtidig med Vintergækker og Erantis. Blomstringen strækker sig over flere måneder, først i løbet af maj takker blomsterne af. På denne tid har de udviklet store stjerneformede blade, der står grønne hele vinteren. Påskeklokkerne er lave planter og egner sig fint til at stå hele sommeren i skyggen af de højere Pæoner.

Jeg har en del påskeklokker i de meget mørke farver. Planter med mørke blomster eller blade er et godt match til mere fremtrædende farver.

Påskeklokker findes i så mange smukke varianter. Ud over at de har et et stort farvespænd, så findes de med både fyldte og enkle blomster.

De fleste Påskeklokker hænger med hovederne, hvor man skal hen og løfte dem for at se de flotte mønstre de ofte har indeni. Det er lykkedes mig at finde nogen, hvor hovederne ikke hænger og særlig en er yndig med det man kalder en præstekrave, se midterste billede.

En del af Påskeklokkerne i bedet har mørke blomster, delikate på baggrund af de stedesgrønne buksbomkugler.

Påskeklokkerne bidrager med farve i bedet i flere måneder, jeg nyder hver dag at følge med i deres udspring og den stor variation i farver og blomster. De passer altid sammen i farverne.

I maj måned begynder blomsterne at sætte frø, men selv på det tidspunkt bidrager blomsterne med farver og er stadig utroligt dekorative. Jeg nænner ikke at klippe dem ned og de er meget velkomne til at sætte frø. Frø som spirer i massevis under planterne. Små planter som er nemme at flytte til andre steder i haven.

Spansk skilla, Scilla hispanica og Forglemmigej, Myosotis stråler i kanten af bedet i maj måned.

Kærmindesøster, Brunnera macrophylla ligner til forveksling den toårige Forglemmigej, men Kærmindesøster er en stauder og det er kun på blomsterne de minder om hinanden. En kærkommen forårsbebuder, der starter sin blomstring længe for de fleste andre stauder i bedet.

Bedet har også noget at byde på ved vintertide. Den gamle mørkbladede Troldhassel, Corylus avellana er både dekorativ og smuk med sine krogede grene dækket af sne.

Allerede i december måned begynder Troldhaslen at gøre klar til forår, små lange knopper pryder de krogede grene.

Det er en fornøjelse at følge med i raklernes udspring på Troldhaslens krogede grene. De røde rakler viser at busken er en variant med mørkerøde blade.

Da Troldhaslen er plantet i udkanten Pæonbedets østlige side, er det muligt at følge raklernes udspring på tæt hold og ved solnedgangstid lyser de utroligt smukt.

Jo mere løvet springer ud jo mindre tydelige er Troldhaslens krogede grene. Busken er utrolig dekorativ under sit udspring.

De mørke blade er meget smukke i udspringet, længere hen på sommeren falmer de mørke farver lidt, men det bliver aldrig helt ligeså grønne som en mere almindelige grønbladede Troldhassel.

En stenkumme afgrænser Vestterrassen mod Pæonbedet. I Kummen er der plantet blandt andet Buksbom, SanktHansurt og forskellige forårsstauder. Denne kan er en pryd lige fra det spæde forår til forår og vinter. Buksbomkuglerne er markante stedsegrønne spillere. Smukke i det tidlige forår med deres lyesgrønne nye skud, mørkegrønne kugler som smukke selskabsplanter til SanktHansurternes røde farver i efteråret, til vinteren hvor de træder tydeligt frem med et lille drys sne.

Buksbomkuglerne er gamle planter, jeg selv har lavet af stiklinger fra to store buske der stod i haven da vi flyttede ind.

Det har været både økonomisk og tilfredsstillende at lave sine planter selv. Når jeg klippede de gamle buske, stak jeg blot afklippet i jorden et sted bag huset, ventede et års tid, hvorefter de havde dannet rødder og kunne plantes ud i haven.

Jeg har på denne vis formeret adskillige hundrede nye små planter af Buksbom.

Buksbomkuglerne er efterhånden nok en små tyve år gamle. De klippes hvert år et par gange i vækstsæsonen for at holde den runde form.

Jeg har plantet Buksbomkugler både i kummen ved Vestterrassen og flere ude i kanten af bedet. Kuglerne giver både noget ro til bedet og får de andre blomsterne planters farver til at træde tydeligere frem.

Buksbomkuglerne bidrager på smukkeste vis til at gøre Pæonbedet interessant at se på fra alle vinkler.

Jorden i kummen er ret tør, det har taget nogle år at få beplantningen til at lykkes. Den forårsblomstrende Lyngfloks, Phlox subulata trives i den tørre jord og bliver en smukkere og større blå pude år for år. Lyngfloks er faktisk let at formere. Planterne i kanten af kummen er stiklinger af en gammel plante, der står i Indgangspartiet. Jeg rev bare nogle få grene af og stak dem i jorden i kanten af kummen, et forår for en del år siden, hvor de fik lov til at passe sig selv. De slog åbenbart hurtigt rod, for året efter var de allerede godt i gang og blomstrede smukt.

Akelejer, Aquilegia hører sig til, når jeg designer bede. Akelejer kan man efter min smag aldrig få nok af. Akelejer blomstrer i juni og juli måned. De starter deres blomstring når Syrenerne er i fuld blomst.

Akelejer fås i så mange smukke farver og varianter. Da de gerne krydser sig og sår sig selv, har jeg varianter i haven jeg ikke kender navnene på, men smukke er de hver og en, både sammen og hver for sig.

Langt de flese Akelejer nikker med hovederne, men nogle få har blomster der kigger opad, en sjov variant.

Akelejernes blomster er smukke allerede i knopstadiet.

Med nogle få års mellemrum sætter jeg i efteråret nye Tulipanløg. Jeg lægger ikke løg hvert år i samme bed. Jeg vil gerne lige se et par sæsoner, om jeg har været så heldig at nogle af dem kommer igen. Men også fordi Tulipanløg er dyre løg, og selvom jeg gerne ville, så har jeg ikke råd til at plante hele haven til med tulipanløg hvert efterår.

Tulipanerne er smukke sammen med de mørkerøde stængler af Pæonerne, der er på vej op af jorden sen april og maj måned.

Det er en stor glæde at spotte knopperne på både Træpæonen, Paeonia suffruticosa og Silkepæonerne, Paeonia lactiflora i maj måned. Det lover godt for farver i bedet i juni.

Tulipaner og Gyldenlak i blomst sammen med pæonernes skud på vej.

Jeg holder meget af Gyldenlak. De første planter jeg havde succes med at få til at trives i haven, er de planter der blev plantet på Østsiden af huset ved husmuren. Her er der meget næringsfattig og veldrænet jord. Gyldenlak holder ikke af vintervæde omkring rødderne. De planter jeg satte ud i bedene de første år, gik hvert år til. Årsagen var helt sikkert at de ikke brød sig om den tunge lerjord, vi har i haven. Vi bor på de gamle lergrave i Nivå, man skal derfor ikke mere end et spadestik ned og jorden er hård, leret og uigennemtrængelig. Ikke så mærkelig at stort set ingenting trivedes de første mange år. Jeg var nemlig de første år ikke klar over hvor stor glæde jeg ville få ud af mine anstrengelser med at plante planter, hvis jeg lige ville bruge lidt tid på at forbedre den tunge lerjord, ved at tilføre kompost. Det har været en dyr læring og først da jeg tog ordene til mig om at “vil du dyrke planter, må du dyrke jorden først”. Det er derfor de seneste år lykkedes mig at få Gyldenlak til at overleve vinteren i havens staudebede.

Jeg sår næsten hvert år nye Gyldenlak, men jeg har også mange gamle buske, som jeg plejer ligesom jeg gør med Lavendler. Er der farver jeg kan lide, som jeg synes passer ind i farveskalaen / temaet for havens bede, lader jeg gerne disse så sig selv, jeg undlader at klippe de afblomstrende hoveder af. Planterne på billedet her er selvsåedes planter, som jeg flyttede fra østsiden af huset til kanten af Pæonbedet.

Dufte må der til. I kummen har jeg sat Liljekonvaller.

I kanten at bedt har en Natviol overlevet flere sæsoner, jeg klipper den ned efter blomstring, så den ikke bruger kræfter på at sætte frø, på denne måde har jeg fået en ellers toårig plante til at blomstre flere sæsoner.

Syrener spreder dufte i haven på lang afstand og helt over til siddepladsen i maj måned.

Syrener er dog ikke de eneste buske i kanten af Pæonbedet, der spreder dufte omkring sig. I kanten af bedet står også Duftsnebollebusken, Vibernum burkwoodii. Duftsnebollen springer ud omtrent samtidig med Syrenerne. Duftsnebollen kan duftes på lang afstand, har en lidt mere sødlig duft end Syrernes friske aroma.

De runde hvide blomsterkugler af Duftsnebolle kan ikke nu duftes men også ses på lang afstand.

Kom maj du søde milde….. sidst i april begynder man for alvor at kunne se knopperne på syrerne. Det er en daglig glæde at følge med i deres udspring. Jeg synes knopperne er så smukke og dekorative i sig selv.

Lige før Syrenerne tager fat for alvor, springer æbletræet Bøghs Citron ud. Æbletræet indgår også i buskettet der danner læ mod vest. Træet her bidrager derfor også med noget spiseligt ud over en smuk duftende blomstring først i maj og senere smukke gule æbler i sensommeren. Bøghs Citronæble er blevet vekselbærer her i haven. Det vil sige uanset om jeg plukker mange af æblerne af, da den i året hvor den sætter frugt, sætter mange frugter, – uanset jeg tynder kraftigt ud i frugtbæringen, så blomstrer den kun hvert andet år.

I Pæonbedet bor 3 syrener, de er alle tre af arten Syringa vulgaris. En af buskene husker jeg navnene på, men denne her har jeg desværre ikke gemt navnet på. Et er dog sikkert, inden jeg plantede syrenerne i haven, undersøgte jeg meget grundigt hvilke arter og sorterne under de enkelte arter ville give smukkest blomstring og den dejligste duft.

Vælger du forskellige arter, kan du forlænge blomstringen over flere uger. Syringa vulgaris er de første i haven til at springe ud. Andre steder i haven står Syringa Josikaea og Syringa reticulata, som starter blomstringen efter vulgaris.

I det nordvestlige hjørne af Pæonbedet står denne smukke Syren, Syringa vulagaris. De smukke farver og den skønne duft kan nydes både under Den overdækkede Terrasse og fra siddepladsen på Vestterrassen.

Blomsterne er smukke lige fra knopstadiet til fuldt udspring, smukkest er de efter min mening når de stadig har nogle uåbnede knopper, hvor farven changerer fra mørk pink til lyserød.

Syren, Syringa vulgaris blomstrer samtidig med æbletræerne. Særligt smukt er synet fra Vestterrassen mod Æbbleparasollerne, hvor blomstringen fra Holsteiner Cox æbletræet danner en smuk baggrund for Syrenen.

Tilmed forskønner Duftsnebollen billedet med sine kuglerunde former midt i billedet både synet og duften. Maj i haven er et rent bombardement af dufte. Maj måned i haven er smuk, mange stauder, buske og træer er i blomst.

De mørk pink blomster fra Syrenen komplementeres smukt af træer og buske med mørkerøde farver fra Troldhaslen samt det store gamle Kirsebærtræ i baggrunden.

Kirsebærtræet er en Prunus serrulata Royal Burgundy og står bagerst i Det gule Bed, hvor det både bidrager med sine smukke mørkerøde blade men så sandelig også med sine fyldte lyserøde pon-pon blomster. Træet for lov til at blive ret højt, så det både danner læ for nord- og vestenvinden samt kan ses på længere afstand og danne en smuk baggrund for de øvrige farver i haven.

Maj måneds nye skud på Buksbomkuglerne står friskt limegrønne, en smuk underbeplantning og bund for de mere farverrige buske ovenover.

Her er en Syren jeg aldrig glemmer navnet på, Syringa vulgaris Beauty of Moscow. En af de smukkeste syrener i haven. Denne Syren står i den østlige kant af Pæonbedet, den ville jeg have tæt på siddepladsen på Vestterrassen, så farver og dufte kan nydes på klos hold.

Syringa vulgaris Beauty of Moscow er så utrolig smuk og varieret i sin blomstring. Jeg er ude mange gange dagligt og nyde synet af de smukke blomster. Følger dem dagligt fra knopstadie til fuldt udspring.

Beauty of Moscow er endnu smukkere med Troldhaslens mørke blade som baggrund.

Efter nogle ugers intens blomstring, takker Beauty of Moscow af med næsten kridhvide blomster, der ses på lang afstand. Busken er en markant farvespiller i maj sammen med Akelejer og den lyseblå Lyngfloks.

I buskettet i kanten af Pæonbedet, der danner læ for nord- og vestenvinden, står den tredje Syren. Også en Syringa vulgaris. Men desværre kender jeg ikke navnet på den. Den startede sit liv inde i Pæonbedet alt for tæt på Beauty of Moscow. Blomstring var der ikke så meget af. Jeg tænkte den stod for trangt og flyttede den her ud til buskettet i kanten af Pæonbedet.

Det kan åbenbart godt lade sig gøre at flytte en Syren. Den ser ud til at trives, og er de seneste år begyndt at sætte blomster.

Syrenen her i kanten af buskettet ved Pæonbedet har en dybt mørk pink farve, allermørkest i udspring, falmer til en lysere pink under udspring. Meget smuk sammen med Duftsnebolles runde hvide kugler.

Så er vi nået til årsagen til hvorfor bedet har fået sit navn Pæonbedet. Jeg ønskedet et bed, hvor Pæoner, Paeonia spiller hovedrollen, hvor jeg kan eksperimentere med selskabsplanter, der både komplementerer Pæonernes blomstring og andre selskabsplanter der bidrager med farver og dufte før og efter Pæonernes blomstring.

Pæonerne er smukke lige fra starten af udspring til de undervejs udvikler sig til store pon-pon’er. Fra mørke nuancer i starten af udspringet til at falme til lysere nuancer.

Pæoner har godt af støtte. Jeg har for en del år siden købt cirkelformede støttestativer af jern. Jern der får lov til at ruste og næsten bliver usynlige i bedet. Støttestativerne sættes i jorden, før de nye skud bliver alt for høje.

Når Pæonernes nye skud står med store knopper er det blevet ret høje, det er ret svært at få sat støtterne ved planterne uden at beskadige de lange skud. Derfor husk at sætte støtterne på plads medens de stadig kun er en 10-20 cm høje.

Jeg lader ikke støtterne stå vinteren over. Både fordi de ikke har noget formål på det tidspunkt, da alt løv er klippet ned, så forårets lave blomstring fra bl.a. vintergækker, erantis, krokus og scilla kan nydes og fordi, jeg får mulighed for uhindret at træde ind i bedet på de udlagte trædesten for at luge og rydde op i bedet.

På nær de koldeste vintermåneder, nyder jeg mange daglige ture i haven, hvor jeg både nyder synet af havens farver og nyder at betragte planternes og blomsternes udvikling dag for dag.

Pæonernes knopper er smukke, det er fantastisk som naturen er skabt, tænk at disse smukke runde knopper bliver til store duftende, farverige pon-pon’er.

Pæonernes har taget en del år om at etablere sig. De første år jeg satte dem, var jeg ikke særlig opmærksom på at vil man dyrke planter, må man dyrke jorden først.

Jeg har med årene erfaret at min tunge lerjord med få års mellemrum gerne skal have tilført kompost. Og især ved plantning tilføre og blande den tunge lerjord med kompost.

Selvom Pæoner er sejlivede og længelevene vækster. Så måtte jer erkende at de først plantede ikke trivedes, blomstringen udeblev næsten. Og det var ikke kun fordi, de blev plantet for dybt.

Jeg tog modet til mig, gravede dem op. Tilførte jorden ligeså meget kompost som der var gammel kompakt lerjord i et spadestiks dybde. Genplantede Pæonerne og sørgede også for at stedet på knoldene hvor planterne skyder fra ikke kom mere end et par centimeter under jordoverfladen.

Det har hjulpet og de seneste år er Pæonerne begyndt at blive de stjerne i bedet jeg havde forestillet mig.

Disse pæoner kender jeg ikke navnet på. De stammer fra en gammel have, hvori jeg for mange år siden fik lov at grave gamle knolde op. De har tålt både at blive gravet op i den gamle have, hvor de var veletablerede og tålt et par ganges omplantninger her i Pæonbedet. Nuvel ved omplantningen sættes de en smule tilbage. Men efter få år har de fået godt fast igen. Og blomstrer nu mere og mere overdådigt år for år.

Som sagt så eksperimenterer jeg med selskabsplanter til pæonerne. En af dem jeg har succes med er geranier, Geranium x oxinianum er gode selskabsplanter. Blomstrer samtidig med Pæonerne.

Efter endt blomstring klipper jeg geranierne ned til jorden. Ofte kvitterer de for denne nedklipning med en ekstra blomstring senere på sommeren. Men vigtigst så skyder de med nyt grønt løv, som er en smuk grøn bund under det højere grønne løv fra Pæonerne.

Geranierne ses som små pletter blandt de større Pæonblomster. Jeg har sat både lyserøde og margenta-farvede geranier.

Stjererne i bedet er Pæonerne, men de får skarp konkurrence fra klatreroserne i kanten af bedet mod nord ind mod Den overdækkede Terrasse.

Smukke er Pæonerne i en sky af lyserøde og margentafarvede geranier.

De fleste geranier har deres storhedstid i maj og juni. For en del år siden blev jeg opmærksom på, at man kan få geranier, der blomstrer lige til efterårets komme.

Nogle af dem er Geranium Ann Folkhard, Anne Thomson og Patricia. Jeg husker ikke hvilken af dem jeg købte og satte i Pæonbedet. Men faktum er at de mørk magenta-farvede geranier her blomstrer meget længere end de lyserøde og bliver over en meter høje.

Geranier sætter mange knopper og knopperne springer ikke ud på samme tid. Det giver en længerevarende blomstring.

Geraniernes blomster har åbne hoveder, det er let for insekterne at komme til nektaren. Bedet summer af insekter, når geranierne blomstrer.

Jeg holder meget af kombinationen af Pæoner og Geranier. De supplerer hinanden så smukt fordi de både farvemæssigt spiller godt sammen men også giver en variation til bedet i form af de vidt forskellige udseende blomsterne har.

Geranierne er smukke både på afstand og tæt på. Går man helt tæt på de lyserøde ser man de smukke aftegninger den enkelte blomst har. Men de skal nydes i haven, de bryder sig ikke om at blive klippet ind til vasen, her falder de ret hurtigt sammen. Så nyde dem i haven.

Sidst i juni har Pæonerne som regel sagt tak for i år. Men så er det godt at jeg i udkanten af bedet har plantet klatreroser op ad halvæggen ind mod Den overdækkede Terrasse. Bemærk også at de margentafarvede Geranier stadig blomster. Den ene har sået sig selv i kanten mellem kummen og terrassen. Geranier selvsår sig gerne hvor de trives.

Når blomster selvsår sig mellem kummerne og fliserne opnår jeg den smukke stemning jeg husker fra vandreture til England, hvor jeg på mine vandringer blandt de gamle huse med smukke mure som afgrænsning mellem have og vej, ser at planterne får lov til at gro mellem revner og sprækker. På smukkeste vis bløder op for de lige linjer. Den stemning er skøn at opleve er kommet helt af sig selv her i min egen parcelhushave.

I juni og juli er roserne stjernerne i bedet. Farver og dufte kan nydes både fra siddepladsen på Vestterrassen og fra Den overdækkede Terrasse.

Se yderst til højre i billedet. Her står klatreroserne. Hvert år bøjer jeg nye lange skud ned til de næsten usynlige buer jeg har sat af rustne jernstænger.

Formålet med at bøje nye skud ned til vandret og ikke blot lade dem løbe i vejret, er at man opnår en langt rigere blomstring. Hvis de får lov bare at gro i højden, sættes blomsterknopper kun i toppen af skuddet. Lægger man nye skud vandret sætter grenene blomsterknopper langs hele grenen.

I Pæonbedet langs væggen ind mod Vestterrassen står flere Klatreroser. Blandt andet en af mine yndlingsroser. Austinrosen Alchymist.

Alchymist dufter skønt og blomstrer overdådigt. Er en af de første roser i haven der blomstrer. Desværre blomstrer den kun en gang. Men den ene gang varer i flere uger.

Det er en daglig nydelse at se blomsternes udvikling fra fra mørkegule/flødefarvede med pink stænk til åbne rosetter der indeholder mange nuancer af pink, orange, lyserød og næsten hvid. Tilmed varierer farvespillet afhængig af vejrliget. Jo koldere vejr, jo mere intense farver, jo varmere vejr jo mere lyse er nuancerne.

I sommeren 2020 blomstrede Alchymist i nogle uger samtidig med Pæonerne. Det var et utrolige smukke billeder, lige fra rosernes knopper på vej samtidig med Pæonernes fulde flor til rosernes var i fuldt flor og Pæonerne var ved at takke af.

Rosernes dufte og farver kan nydes fra Den overdækkede terrasse. Alchymist er den første til at springe ud. Nogle uger senere står den i fuldt flor samtidig med de andre klatreroser, bl.a. James Galway og Leander.

James Galway er også en af mine yndlingsroser. En utrolig robust og længereblomstrende roser. James Galway blomstrer fra sidst i juni til frosten komme. Det største flor er i juli måned. Men sætter nye knopper flere gange derefter.

Rosen James Galway er utrolig smuk fra knopstadie til udspring. James Galway er ikke kun smuk, den har også en lækker frugtagtig duft, som kan nydes på flere meters afstand, når busken står i fuldt flor.

Når roserne springer ud samtidig med at Pæonerne stadig er i blomst er der en farvefest i Pæonbedet.

Farvefest i Pæonbedet i juni og juli med farver der changerer fra flødefarvet, lyserød, pink og orange. På det tredje billede ses Mosrosen som står på den anden side af De overdækkede Terrasse.

Rosen James Galway er en meget smuk blomst. Tilmed dufter den skønt.

Her James Galway i samspil med de to andre klatreroser Alchymist og Leander, det er lige før man næsten ikke kan se forskel. Kan du få øje på James blandt de andre roser ?

En af de første klatre roser jeg plantede i haven var Austin rosen Leander. Den blev sat i Det ferskenfarvede Bed og trives stadig efter nok en 20 års tid. Da vi anlagde Den overdækkede Terrasse, ville jeg op ad stolper og vægge plante klatreplanter, både duftende og spiselige. Op ad væggen mod syd i kanten af Pæonbedet, var det oplagt at plante roser. Her ville de være badet i sol de fleste timer om dagen.

Jeg plantede roser der i farver matchede den gule nuance væggende på Den overdækkede Terrasse. En farve der i øvrigt er afstemt til husets gule farve.

Leander som jeg kendte fra Det ferskenfarvede bed både i vækst, farve og duft synes jeg var værd at gentage. Den kom derfor med i bedet her sammen med Alchymist og James Galway og et par andre, som jeg desværre har glemt navnene på.

Leander starter sin blomstring lidt senere end de to andre Alchymist og James Galway. I sommeren 2020 nåede den at begynde sin blomstring, hvor Pæonerne takkede af.

Leanders smukke blomster holder jeg meget af. Den står meget af tiden med store klaser af blomster i forskelligt stadie af udspring. Orange knopper, der i udspring går fra orange over lyserøde til ferskenfarvede for at slutte af i sarte lyse ferskenfarver.

Det er lige før vi har haft Kenzon på besøg. Leanders orange blomster sammen med Pink.

I juni måned i 2020 varede Pæonernes afblomstring på grund af ret køligt vejr i et par uger. Smukt syn sammen med Leanders orange blomster.

Klatrerosernes smukke blomstring i juli måned. Her er bare dejligt.

Og så lige et par rosenbilleder mere. Til venstre James Galway, til højre Leander.

En af buskene i buskettet omkring Pæonbedet er en gammel Jasminbusk, Philadelphus. Jasminen står ved siden af Bøghs Citron æbletræet, hvor en historisk rose får lov at bruge busken og træet som klatrestativ. I juli måned blomstrer Jasminen med sine smukke velduftende blomster.

I en lille have må man være lidt kreativ, hvis man gerne vil meget på ikke så meget plads. Jeg har derfor mange steder i haven plantet roser sammen med Æbletræerne. Roserne får lov til at bruge Æbletræer og buske som klatrestativ og her i Pæonbedet mingler rosen sig her op i Bøghs Citron æbletræ og den gamle Jasminbusk.

Jeg husker ikke desværre ikke navnet på denne gamle historiske rose. Men smuk er den med sin grønne midte i de mørkpink blomster. Og den dufter fantastisk. Jeg holder af roser og har plantet mange gennem årene i haven. Har altid forsøgt at vælge nogen med en duft jeg holder af. Der findes så mange velduftende roser, men dufte er forskellige og jeg vil kun have dem i haven, hvor jeg kan lide duften. Det betyder duften skal være frisk og frugtagtigt ikke sød ej heller myrraagtig.

En af de allerførste roser i haven der springer ud er Rosen Louise Buignet. Her i haven blomstrer den mindst ad tre omgang. Det kræver dog at jeg husker at nippe blomsterhovederne af før de sætter frø. Det er for øvrigt et trick der er godt at anvende på alle roser, der har en evne til at blive ved med at sætte knopper resten af sommeren, ofte til frosten komme. Nip hovederne af eller klip stilken med rosen / klaserne af længere nede umiddelbart over et bladhjørne, hvor man aner at en ny stængel / knop er på vej.

Pæonbedet er mod øst afgrænset af en kumme af gamle fliser. Kummen var anlagt da vi flyttede ind i huset i 1989. Kummen er en 3 meter lang og 50 cm bred med plads til jord i midten. Det har taget mig mange år at beplantningen i kummen til at blive frodig og sund.

En af de planter der trives i kummen er Lavendel, Lavendula augustifolia. Jorden i kummen er nemlig meget tør om sommeren og altid veldrænet. Betingelser som Lavendler stortrives under. Lavendlen har stået her i mange år. Klippes godt ned hvert år. I sommeren 2019 blev den dog ekstra beskåret.

Busken er forynget og er igen blevet den smukke tætte runde grå form, der har stedse”grønne” blade og blomstrer smukt duftende blå om sommeren.

Kanten af Pæonbedet der vender mod syd, er eksponeret for sol det meste af dagen. Jorden i kanten her tørrer hurtigt ud og bliver meget varm om sommeren.

Efterhånden er det lykkedes at få Kæmpestenbræk, Bergenia og Påskeklokker, Helleborus samt Buksbomkugler, Buxus sempervirens til at etablere sig. De tåler alle tørken og varmen og giver desuden lidt skygge til jorden omkring sig.

Der er ledig jord under planternes blade, her skruer jeg forspirede sommerblomster ned, på billedet til højre ses den smukke etårige lyserøde Høgeskæg, Crepsis rubra. Jeg samler frø af mange af mine etårige sommerblomster og er efterhånden selvforsynende med mange slags.

Smalbladet klokke, Campanula persicifolia er en meget nem og nøjsom staude. Klokken har selvsået sig mellem fliserne i kanten af Pæonbedet. Her får den lov at stå. Jeg holder meget af planter der selvsår sig, langt de fleste bliver aldrig en plage, og står det et ubelejligt sted, flytter jeg dem bare. Men denne her blå klokke får lov at stå, den er så smuk i sig selv. Tilmed smukt at beskue Søbedet bag dens smukke blå blomster.

Når Pæonerne har takket af, kan det godt blive lidt tamt i bedet. Jeg forsøger til stadighed at finde selskabsplanter der kan bidrage med farver både før og efter Pæonernes blomstring.

Det må gerne være planter der blomstrer i højden, som svæver over bedet. En af dem der har været her en del år er Blåhat, Knautia macedonia. Blåhat blomstrer længe. Klipper man den ned efter endt blomstring kan det lykkes at få den til at blomstre senere på sæsonen.

En anden nøjsom staude er Røllike, Achellia millefolium. Røllikke fåes i mange nuancer fra hvid over gul til røde farver, både i kolde og varme farver. Rølliken her er mørk pink og passer smukt sammen med den pink Blåhat og Sankthansurten, Sedum telephium.

Det lykkedes mig i vinteren 2019/2020 at få fat i frø af Kornvalmuen, Papaver rhoeas Amazing Grey. Blomsterne her er af planter jeg forspirede tidligt i foråret 2020 og plantede ud da den værste frost var forbi. Kornvalmuerne blev sat i kanten af bedet mod syd. De trives rigtigt fint her. Fik nok lys, og tålte tørken hen på sommeren. De satte mange knopper langs stænglerne, og de enkelte planter blomstrede i flere uger.

Udfordringen med Pæonbedet er at det efterhånden er plantet tæt til. Det er derfor sjældent det lykkedes at etårige sommerblomster selvsår sig. De selvsår sig sikkert, men der er for meget skygge fra den øvrige beplantning, at de ikke når at udvikle sig. Forspiring og udplantning er derfor løsningen.

Jomfru i det grønne, Nigella er en etårig sommerblomst, som er ret ny for mig. En af årsagerne er at lige netop disse blomster helst vil gro videre der hvor de har spiret. Hvilket vil sige, det holder ikke af at få rødderne forstyrret. Og de år hvor jeg har satset på at de ville spire og vokse sig smukke ude i havens staudebede, har været en skuffelse. Bedene er plantet for tæt til at projektet lykkes.

Men i sommeren 2020 lykkedes det mig at forspire og få nogle få planter til at lykkes med at vokse sig store og smukke. Planterne på billedet er Nigella hispanica African Bride. Som har en særdeles smuk og særpræget frøstand. Endnu mere særlig end de almindelig Nigella damascena.

I skrivende stund februar 2021, har jeg små nye planter på vej af denne skønne Nigella African Bride. Og det tilmed af frø samlet fra planterne på billedet her i sommeren 2020. I løbet af foråret skal der forspires nogle hold mere til udplantning.

Jeg har også ladet nogle af frøstandende stå vinteren over og samt drysset frø ud på jorden i kummen. Det ser ud til at de har spiret. Jeg drømmer om at de bliver endnu større planter med endnu flere smukke særprægede blomster.

Et forår var jeg gået temmelig meget amok med at forspire Tandstikkerurt, Ammi visnaga Black Knight. Jeg red med på bølgen, da trenden var at vi alle skulle have skærmblomster ikke kun hvide men med mørke nærmest sorte blomster.

Et par af planterne blev meterstore. De blev forspiret tidligt, plantet ud da jorden var tjenlig og nåede at blomstre overdådigt i flere måneder i Pæonbedet.

Som sagt så er Pæonbedet plantet godt til. Har i disse år sine stjernestunder under Pæonernes og Rosernes blomstring. Jeg vil dog gerne at der også er farver i bedet både før og efter.

Derfor har jeg de seneste år plantet forskellige klematis, fortrinsvis sorter med blomstring senere på sommeren.

Klematis holder af at have rødderne i skygge, de er skovplanter, der trives i skovbund, hvor de klatrer op i lyset af dem selv og sætter blomster i buske og træer.

Deres naturlige voksemåde vil jeg gerne udnytte i Pæonbedet. Hvor der under Pæonernes store grønne kroner af stængler med stjerneformede blade er skygge, men også en del plads ved siden af de store Pæonknolde.

Her er blevet plantet flere forskellige klematis fra grupperne 2 og 3.

I Pæonbedet er som sagt plantet en del forskellige klematis, blandt andet Betty Corning, Betty er den på billede nr. 4 – den med den store lyseblå hængnede klokke. En stor attraktion er at Betty dufter.

Jeg glæder mig til disse skønheder vokser sig til store og kraftige planter. De skal få lov til at være et smukt grønt og blomstrende bunddække, der mingler sig rundt i Pæonerne og kravler op i buskene.

Der er et par af klematisserne der blomstrer samtidig med Pæonerne. Smukt match.

Tidligt på havesæsonen når varmen begynder at få tag i jorden, skyder klematis deres nye skud i vejret. Jeg kigger dagligt til dem og drømmer spændt på hvordan sommerens flor vil blive.

Høstanemone, Anemone hupehensis starter blomstringen sidst i juli måned. Høstanemone er en stærkt staude, der klarer sig blandt de kraftigt voksende Pæoner. Blomstringen fortsætter til ind i efteråret.

Høstanemoner er kraftige planter, der når de først får fat, let kan kvæle deres naboer. Jeg holder derfor øje med planten her. Bliver den for voldsom, så vil det glæde mig at dele den og fordele den ud i bedet. Jeg drømmer mig til at Høstanemonerne står med deres lyserøde smukke blomster i flere klatter i bedet.

I sensommeren er der pinke farver fra Purpursolhat, Echinacea som trives i den solrige sydlige del af Pæonbedet. Selskabsplanterne til den dækker ikke for den i foråret og sommeren, hvor den helst skal have lys for at trives.

På det midterste billede ses de stedsegrønne stjerneformede blade af Påskeklokkerne som er en smuk bund under klatreroserne. Skygge faktisk lidt for rosernes rødder, så disse ikke tørrer så hurtigt ud i perioder med tørke og varme om sommeren.

I kummerne der afgrænser Pæonbedet mod siddepladsen på vestterrassen vokser flere SanktHansurter, Sedum telephium. Sankthansurt er en nøjsom plante. Trives i sol og tåler tørke. Faktisk bliver de smukkest, når de står tørt og i lidt næringsfattig jord. Står de i fugtigt næringsrig jord, bliver de let meget ranglede og falder ud over deres naboer.

Sankthansurterne er smukke i kummen sammen med de grønne buksbomkugler og den blågrønne lavendelkugle. Sankthansurt er smukke i flere måneder fra sensommer til langt hen i efteråret.

I løbet af disse måneder går blomstringen fra lyserød til varmt mørkerøde farver. Varmt mørkerøde farver der ser smukke ud sammen med de gyldne efterårsfarver på træer og buske.

Den store gamle Lavendel der står på hjørnet af kummen er en pryd ikke kun om sommeren med de blå duftende blomster. Jeg klipper den kraftigt tilbage hvert år, på denne måde står den altid kompakt og er en smuk rund kugle der komplementer de runde grønne kugler fra Buksbom.

Efteråret er snart på vej. Træer og buske er ved at sætte gyldne kulører. Der dufter af efterår, men Sankthansurt står stadig med deres mørke magenta blomster.

Anlægget og designet af haven har fra starten af også haft for øje at et skal være muligt at have et smukt maleri at se på inde fra huset. Pæonbedet kan ses fra køkkenvinduet. Det er en daglig fornøjelse hele året at stå og lave mad med kig til dette bed, der kan så utroligt meget, hver eneste dag hele året rundt. Lige fra at holde øje med forårsløgene der titter op ad jorden, til roserne blomstring til efterårets gyldne løvfarver.

Og som sagt så er Pæonbedet også lige ud for siddepladsen på Vestterrassen og lige ud for vinduet ved husets spiseplads indendøre.

Pæonbedet er blevet et smukt maleri, som vi kan nyde både ude og inde. Men ligesom med resten af havens bede, så er det konstant under udvikling. Jeg holder meget af at udnytte jorden i haven til glæde både for mennesker, dyr og insekter.