Søbedet

Søbedet har jeg kaldt dette bed fordi midt i bedet ligger en sø. I udkanten af bedet er ind mod midten af haven plantet et æble- og blommetræ. Ud mod vejen er plantet forskellige prydbuske og træer med forskellig blomstringstid og tilmed også varierende løvfarver. Jeg er meget glad for at jeg ret tidligt i havens tilblivelse fik tænkt ind at nogle af prydbuske og -træer skulle have mørke bladfarver. Det giver en ekstra dimension af farver til bedet end det der kommer fra blomstring. Underbeplantning er stauder, et- og toårige vækster samt forårsløg.

Her som i de fleste bede i haven, forsøger jeg at finde en kombination af beplanting, der giver farver og dufte stort set hele året. Det er store krav, til et bed som ikke er så stort. Men kombination af buske, træer, stauder, et- og toårige samt forårsløg gør at det faktisk er lykkedes meget godt.

Sent på vinteren blomstrer her vintergækker og tidligt på foråret og flere måneder frem blomstrer påskeklokker. I maj er der skub under blomstringen, hvor tulipaner starter festen. Herefter overtager akelejer og geranier af forskellig slags.

Sammen med geranier og akelejer blomstrer knopurt og natvioler. Natvioler i både hvide og lyslilla farver bidrager med søde dufte især ved aftentide. Farveskalaen i bedet holdes i lyserøde, lilla, blå og pink farver. Nogle gange lidt hvidt. Bedet holdes derfor i farver, der passer godt sammen med resten af havens bede. Det liver man nødt til prioritere, hvis en lille have ikke skal se for rodet ud.

Staudevalmuer giver farve til bedet sammen med fingerbøl sen maj, tidlig juni måned. Her blomstrer også den flødefarvede blærespirea med mørke blade. En farvekombination der virkelig præger bedet her i juni og er smuk sammen med den opstammede lyserødt blomstrende dronningebusk.

Jeg planter ikke i store grupper, men spreder flere af de samme slags planter ud over bedet. Når man holder farveskalaen rimeligt tone-i-tone, vil øjet opfatte bedet som en sammenhængende farve og det vil ikke virke uroligt for øjet.

At plante et bed til på denne måde er mere pasningskrævende end at plante i store grupper af samme slags planter. Man skal kende sine planter ret godt. Jeg har dog også gennem årene mistet mange planter, da man let kan glemme at holde øje med om en stærk plante overgror sin noget svagere nabo.

Men det er jo også det, der er så spændende at finde kombinationer af planter, der godt kan trives side om side. Det kræver et stort kendskab til deres indbyrdes styrke, vækstmåde og -hastighed. Jeg vover at påstå, den bedste læring foregår ved at prøve det af i praksis. Jeg skulle mene at denne fornemmelse ikke kan læres ved kun at læse bøger.

Ret ny i haven er Japansk iris, Iris Ensata. En meget grovillig og længeblomstrende staude, der passer perfekt ind i farveskalaen i bedet. Jeg holder meget at denne iris, at se denne i modlys en sen eftermiddag er et smukt syn. Det ser ud til den trives udmærket i bedet, som er lerjord blandet med kompost.

Haveklinte har også fundet indpas i bedet, jeg er ret vild med den hvide-/lyslilla variant. Denne er også ny for mig, som udgangspunkt skulle den være etårig, men det ser ud til her i efteråret 2019 at flere rosetter overvintrer. Ellers må der såes nye næste forår, hvis de ikke har selvsået sig, som bøgerne siger de plejer at være villige til.

Stokroser har fået plads i bedet også. Det er planter jeg har sået fra frø eller gravet op på vestterrassen, hvor de har det med at så sig selv ret villigt. Stokroser forbinder de fleste med bindingsværkshuse, hvor de gror i den tørre jord langs med husmuren.

De trives dog langt bedre ude i et bed, hvor de ikke står alt for tørt. Man skal blot være opmærksom på, de ikke bryder sig om at få våde rødder om vinteren. Plant dem derfor hvor jorden har et godt dræn.

Stokroserne ville absolut ikke overvintre i bedene de første år, jeg plantede dem. Først de senere år, hvor jorden efterhånden er så gennemarbejdet og tilført så megen kompost at vor tunge lerjord er blevet lækker porøs og gennemtrængelig for nye små planterødder, trives de og overvintrer.

Når stokroser først har etableret sig, har de dannet en tyk pælerod, der trænger dybt ned i jorden. Jeg har efterhånden planter, som nok har stået i bedet en små 10 år.

I forkanten af bedet har jeg plantet forskellige mørkepink/magenta roser. Her bl.a. Leonardo da vinci, Big Purple og austinrosen William Shakespeare. De har ligesom så mange andre planter i min have været nogle år undervejs om at tage fat. Men de seneste år er de blevet til smukke buske, der giver en fin blomstring til bedet.

Når jeg har tid forspirer jeg meget gerne etårige sommerblomster. Jeg synes faktisk det er et ret hyggeligt og afslappende arbejde. Mammelukærme er en af mine yndlinge. Den passer så fint ind i bedet her sammen med farverne på de mørke roser, sanguisorba og skt. hansurterne.

Den to-årige vilde gulerod, Daucus Carota Dara med de mørke blomster sår jeg gerne både efterår og forår, de plejer at være rimelig lette planter at have med at gøre forspiringsmæssigt. De bliver dog størst, hvis man får dem sået i sensommeren og plantet ud i efteråret. De er gode til at selvså sig og dukker op de mest uventede steder. Hvis de ikke passer ind flytter jeg dem.

Høstanemonerne er smukke med deres lyserøde blomster, der changerer smukt over i mørkere pink farver, som træder tydeligst frem, når man ser dem bagfra.

De mørke blade på troldhaslen, der står i udkanten af bedet passer så fint sammen med de lilla kæmpeverbenaer og høstfloks i lyserøde farver.

Farver alene gør ingen fest i bedet, spir må der også til. Kertepileurt i både mørkerøde og lyserøde farver er plantet i udkanten af bedet. Kertepileurt er stærke planter, de skal indskrænkes jævnligt med få års mellemrum, hvis de ikke skal indtage hele bedet. Men det giver blot mulighed for at forære det opgravede til nogen, der lige mangler.

Den magentafarvede kattehale bliver ret høj, her hos mig trives den både ude i bedet og har selvsået sig flere steder bl.a. mellem fliserne på terrassen. Jeg holder meget af nemme stauder, Kattehale er en af dem og tilmed blomstrer den i flere måneder.

I efteråret 2019 er forkanten af bedet blevet tilført dagliljer. Forkanten af bedet manglede farver fra midt på sommeren. Tre nye sommerfuglebuske i mørk pink og lilla farver er også plantet ind.

En sommerblomst der for nylig er flyttet ind i haven, er den lyserøde høgeskæg. Jeg forspirede den tidligt foråret 2019, et par måneder senere blev de plantet ud i bedene efter nedklipning af geranier og andre forsommerblomstrende væskster.

Når forsommerens blomstrende stauder klippes ned, ser man tydeligt at løvet fra geranier og knopurter samt akelejer fylder mere over jorden end ved jorden. Når de klippes ned, kan man se den bare jord, tilføje sommerblomster, der nu får lys nok til at kunne nå at vokse til og op over løvet fra de nedklippede stauder, inden stauderne om få uger har dannet nye grønne rosetter.

De nedklippede stauder kan ofte give en blomstring mere. De klippes derfor ikke kun ned fordi de får kedelige ofte begyndende visne blade, der falder ud over bedet ikke er kønne at se på, men også for at provokere dem til at blomstre endnu en gang.

Måske er man så heldig at få se blomster både på de nedklippede stauder og på de udplantede sommerblomster.

En relativt ny beboer i bedet er benved. Men hvilken fest at have denne plante. Den gør ikke megen væsen af sig i forår og sommer, står bare med sine grønne blade. Men når Skt- Hansurten begynder sin farverige blomstring dukker benveds blomster også op. Benveds blomster holder meget længe, ofte helt til frost og hvis frosten ikke er for hård, nogle uger mere. Farven matcher på smukkeste vis de mørke roser i bedet.

Bedet hedder som sagt søbedet, fordi i midten har jeg anlagt en sø. Søen blev gravet ud i 2006 med hjælp fra mine døtre. Jeg ville gerne have en sø til et kært arvestykke fra min afdøde morfar. Min morfar havde i sin have en meget smuk nøkkerose (de hedder ikke åkander, selvom vi ofte kalder dem det). Jeg fik mulighed for at få en aflægger af hans nøkkerose fra min mors barndomsveninde.

Pigerne syntes det kunne være sjovt med guldfisk. Vi forsøgte at få fisk til at leve i søen, men vandet var for stillestående. Søen er ikke større end at det ikke går an både at have rindende vand og en nøkkerose. Så vi opgav efter første sommer at have fisk i søen.

Søen blev anlagt, men jeg havde ikke forestillet mig at det ville være så svært at få kanten til at blive pæn. Først da jeg for et par år siden udskiftede folien, lykkedes det mig nogenlunde at få lagt nogle sten og holde kanten og folien i en højde, der gjorde det muligt at få kanten til at blive nogenlunde seværdig. Der er stadig noget plastik at spotte, men heldigvis så dækker sommerens vækster hurtigt for det grimme sorte.

Vand i haven giver liv i haven, så selvom guldfisk ikke vil trives her, så har vi fået faste beboere – tre grønne frøer. De er hyggelige væsener, jeg ofte møder hoppende rundt i bedene, hvor jeg mindst venter det. Frøerne hjælper med at spise sneglene i haven. De ynder at sætte sig i solen og ser ud til at nyde, når solens stråler har varmet stenene langs kanten op.

Forkanten af søbedet undergik i efterået 2019 en større renovering. En smuk mørkelilla magnolie, der stod lidt for meget i skyggen af hasselbusken og blommetræet flyttede længere ud i solen.

Men renoveringen var nødvendig, hvis jeg ville blomstring fra midsommer til frost.

Bedet blev tømt for alle stauder og forårsløg. Alt blev lagt ud på et stort stykke plastik, da det meste skulle genplantes. Lagt på plastik for at undgå alt for meget jord og rødder fra det opgravede oveni græsplænen.

Det er en rigtig god ide at lægge et par brædder ud i bedet, medens man graver i det. På denne måde fordeler man trykket fra fødderne og man undgår at trampe jorden hårdt sammen. En metode der er rigtig vigtig her på min tunge lerjord, der ellers hurtigt bliver klæg og uigennemtrængelig.

Inden jeg plantede bedet til, lagde jeg trædesten ud i bedet. De havde ikke været der før. Jeg har lært at det er en god investering af lægge et par sten strategiske steder i bedene, på denne vis træder man det samme sted hver gang og man træder ikke planter i stykker.

Først blev de nye dagliljer og og de øvrige opgravede stauder bl.a. akelelejerne, bistortaerne, skt hansurt og geranierne genplantet i bedet placeret tættest på søen

Dernæst blev forspirede toårige bla. fingerbøl plantet ud. Påskeklokkerne blev sat i yderkanten af bedet. Lave toårige vækster såsom forglemmigej blev også plantet ud, – de selvsår sig mange steder i haven og gerne i kanterne af græsplænen, hvorfra jeg henter mange ud til bedene.

Til sidst blev tulipaner og andre forårsløg lagt. Glæder mig til næste år. – som englænderne siger “My garden will be even nicer next year”.