Vestterrassen

Denne artikel beskriver med billeder og ord, hvilken beplantning der bidrager med dufte og farver i mange måneder omkring Vestterrassens siddepladser. Her er dufte og farver fra både blomster og løv, der gør siddepladsen til et hyggeligt, smukt og afslappende sted at sætte sig.

Siddepladsen her på Vestterrassen er den første siddeplads, vi etablerede, da vi flyttede ind i huset i 1989. Meget belejligt er siddepladsen er lige udenfor havedøren ind til stuen. De første år vi boede her, bestod haven kun af hæk, græsplæne og nogle få grantræer. Da vore tre piger var blevet store og ikke havde brug for den samme leg i haven mere, og min haveinteresse begyndte at tage fart, aftalte vi, at jeg overtog “retten til” at gøre med haven, hvad jeg ville.

Terrassen var anlagt da vi flyttede ind, lige så de to store rektangulære kummer, der var bygget af de samme fliser som på terrassen. Den sydlige kumme afgrænser terrassen fra Søbedet, den nordlige kumme afgrænser terrassen fra Pæonbedet.

Der var derfor allerede nogle faste elementer i have, jeg kunne bruge som grundlæggende struktur og fylde med dufte og farver. Haven skulle gøres levende, der skulle være dufte, farver og spiseligt overalt i haven.

Også tæt på siddepladsen på Vestterrassen. Vil man afslapning, skaber et mindre haverum mere ro, er man omgivet af dufte og farver, skærpes sanserne og på de fleste virker dette afstressende og beroligende.

Lad mig begynde fortællingen om Vestterrassen i februar måned. Vinteren 2020/2021 bød i februar måned på streng frost og efter en del milde vintre uden sne, fik vi lige pludselig nogle uger med lidt sne.

Vintertiden er en god indikator på om haven indeholder gode faste strukturelle elementer, så haven er seværdig også på denne årstid. Stor var glæden, da dette syn mødte mig en morgen i februar 2021. Jeg fik belønning for min indsats og tålmodighed gennem årene. Udsigten fra Vestterrassen var blevet smuk og seværdig også ved vintertide.

De hjemmeavlede buksbomkugler pryder Pæonbedet og i den nordlige kumme, som ligger tæt på Vestterrassen. De runde kugler er en smuk kontrast til vifteformen på det gamle Oktoberkirsebær og de krogede grene på den gamle mørkbladede Troldhassel.

Pæonbedet er det første bed der blev anlagt i haven. Jeg ønskede at siddepladsen blev omgivet af farver og dufte og gerne noget spiseligt. Pæonbedet blev anlagt som en halvcirkel ud fra den nordlige stenkumme på Vestterrassen, kanten mod vest er beplantet med forskellige buske, der dufter og giver farver i mange måneder om året.

Jeg ønskede dog ret hurtigt også noget fast struktur, der ville være seværdigt også om vinteren. Jeg lavede derfor en del stiklinger af en gammel Buksbom, der i forvejen stod i haven, vel vidende at det ville tage mange år, før det blev til de smukke stedsegrønne elementer, jeg havde set i så mange haveblade med artikler fra England.

Det har krævet tålmodighed, men efter en del år, er de ved at blive til de stedsegrønne kugler, der pryder bedet også ved vintertide, hvor alle de andre duftende og farveriger skønheder, der pryder bedet i vækstsæsonen ligger i dvale.

Sidst i februar, først i marts alt afhængig af vejrliget, vågner haven. De første forårstegn er de gule Erantis, Eranthis hyemalis og de hvide Vintergækker, Galanthus nivalis og Den lille Kaj Munks blå anemone, Hepatica nobilis. Det er forår og det er tiden, hvor man lægger mærke til de små ting, forårsløg, blev noget af det første, jeg indførte i haven.

I marts begynder solen, når der er milde dage, at varme, dejligt er det med et hvil på Vestterrassen, hvor man mærker solen, begynder at få fat.

Duften fra Pebertræet, Daphne mez. ‘Rubra’ en lille blomstrende busk, der står ved en af kummerne, sender duften ved en sydlig vindretning helt over til siddepladsen. Smuk er den også i eftermiddagens lave sol. Pebertræet er nu ikke et træ, nærmere en lille busk.

Pebertræet her er en lille selvsået plante fra en gammel busk, der efter nogle år i haven desværre gik ud. Glæden var stor, da jeg opdagede at små nye Pebertræ’er skød op af jorden i årene derefter. Jeg har spredt dem rundt i haven.

Farver kan komme fra blomster og løv i sig selv. Men tænker man ind at nogle planters blomster og løv kan være ekstra smukt i modlys, er det en ekstra bonus at plante sådanne planter mellem siddepladsen og solen, således at man ser planterne gennem solens stråler.

Fra siddepladsen kan man tidligt i foråret nyde modlyset gennem de mange rakler, der hænger ned fra Troldhassel, Corylus avellana´s krogede grene som lysende guirlander.

April haven grønnes mer og mer. Den sydlige kumme rummer flere gamle roser. Rosernes grene er begyndt at sætte skud i en bund af Påskeklokker, Helleborus orientalis og grønne blade fra Erantis. Det har taget nogle år for roserne af få godt fat og blive til de kraftige planter med mange smukke roser, som jeg drømte om. Tålmodighed lønner sig, når man dyrker have.

De senere år har roserne sendt mange nye skud op. Jeg binder dem ned til gamle hasselkæppe. Nedbinding af rosers lange skud, bevirker at de sætter blomsterknopper ikke kun i toppen af grenen, men på hele grenens længde, når den ligger ned. Dette arbejder er bedst at gøre før rosen begynder at sætte nye skud. Et arbejde der sagtens kan gøres ved vintertide, ellers senest i marts måned, før rosen rigtigt vågner.

Beplantningen i kummerne er ved at vågne i marts og april. En lille busk, jeg for nylig har plantet er en hvidrosa Forsythia, Abeliophyllum distichum. Den blomstrer meget tidligt, ser ud til at trives i kummen, hvor der i løbet af sommeren bliver ret varmt og tørt.

Påskeklokkerne, Helleborus orientalis kan finde på at vågne til dåd allerede i slutningen af december, hvis vi har mildt vejr. Ved streng frost lægger stænglerne sig på jorden og man tror de er gået ud. Men nej, de er skam stadig levende, når vejret mildnes stiger safterne igen i stænglerne og de rejser sig. I marts og april er der for alvor fart på blomstringen.

Jeg har plantet Påskeklokker både i Pæonbedet og i kummerne. Påskeklokkerne kan derfor nydes tæt på fra siddepladsen.

Vi er i april og Gyldenlak, Erysimum cheiri eller Cherianthus cheiri er i fuldt flor. Gyldenlak findes i et utal af farver og Gyldenlak dufter. Den sødlige duft kan duftes på flere meters afstand.

Gyldenlak trives hvor jorden om vinteren er veldrænet, de holder ikke af at rødderne står i fugtig tung jord, så rådner de.

Jeg fandt ret hurtigt ud af af jeg havde størst succes med at plante Gyldenlak langs med husmuren. Her er jorden fyldt med sten og sand, fra dengang huset blev bygget. Jeg forsøgte de første år at plante Gyldenlak ud i havens staudebede, men da vi bor på de gamle lergrave, er jorden kompakt tung lerjord, det bryder Gyldenlak sig ikke om.

Det er først her mange år senere, hvor jeg gennem årene har forbedret jorden ved at tilføre store mængder af kompost, at den tunge lerjord er ved at blive løsere og det er begyndt at lykkes at få Gyldenlak til at trives ude i staudebedene.

Gyldenlak findes i mange farver, de krydser sig gerne og selvsår sig her i haven flittigt mellem fliserne. Jeg har købt frø hjem fra England, forspiret mange planter selv, men da de oprindeligt plantede sorter har krydset sig, så kender jeg ikke navnene på dem mere.

Jeg plejer Gyldenlak ligesom lavendler. Efter blomstring klipper jeg dem godt ned. Så skyder de friske skud på ny. Man siger ellers at Gyldenlak er faktisk stauder, men både her og i England dyrker man dem mest som toårige vækster. Jeg udnytter at det er stauder, her hos mig er der planter, der efterhånden er en ti år gamle. Når jeg passer dem med en årlig nedklipning, synes jeg blomstringen hvert år bliver utrolig smuk og rig.

De gyldne farver på Gyldenlak her passer godt sammen med den gule husmur. Da flere af dem har krydset sig, så har nogle af dem utrolige farvekombinationer. En enkelt blomsterstængel har blomster, der changerer i farverne afhængig af stadiet for udspringet. Desuden så skifter farvetonerne afhængig af, hvor meget varme der er i luften.

I maj begynder haven for alvor at grønnes. Alt er lysegrønt og friskt. Lyseblå farver fra gamle puder af Lyngfloks, Phlox subulata giver øjet noget at fæstne sig ved, når man sidder på Vestterrassen. Den gamle Lyngfloks er blevet en stor rund pude, den runde form gentages i de runde Buksbomkugler.

Nye skud på vej på den gamle lavendelbusk, der blev kraftigt beskåret året før.

På det tredje billede aner man bagerst de mange smukke tulipaner, der sætter kulør på Søbedet.

Pæonbedet, som er nærmere beskrevet i en anden artikel her på min hjemmeside, har en fast beboer, som giver øjet noget at se på både i struktur og med farver fra det mørke løv i mange måneder om året. Det er en gammel Troldhasselbusk, Coryllus avelana, en variant med mørke blade. Ud over at buskens krogende grene er utroligt smukke at beskue med et lille drys sne, så har busken flere attraktioner, både løv, grene og rakler (hasselblomster).

Tidligt i foråret er den smuk med de lange rakler, der hænger ned som guirlander fra de krogede grene. Smukt syn når de mørke blade begynder at springe ud. For i juni måned at stå som en mørkbladet kompakt busk, der bidrager med en smuk variation mellem alt det grønne og især giver øjet noget at fæstne sig ved på tidspunkter, hvor der ikke er så mange andre farver fra blomster.

Læg mærke til hvordan de grønne buksbomkugler bliver tydeligere i selskab med den mørke Troldhassel og omvendt, den mørke Troldhassel træder tydeligt frem midt i alt det grønne. Tænk ikke kun i blomster, tænk også i løv.

Jeg holder meget af selvsåede planter, meget selvsår sig blandt terrassens fliser, en kærkommen Forglemmig, Myosotis i hjørnet mellem en af kummerne og terrasen får lov at blive. Da den har sået sig et meget tørt sted, så forbliver den ret lav og kompakt, i modsætning til hvis den står mere fugtigt, hvor den bliver høj og mingler sig rundt imellem den øvrige beplantning.

Liljekonval, Convallaria majalis spreder dufte til terrassen fra den ene kumme. Medens de gamle grene på Lavendlen, grønnes mere og mere med blå pletter fra en Forglemmigej bagerst.

Akelejer, Aquilegia har jeg mange af i haven. Jeg har gennem årene købt en del færdige planter foruden at jeg har forspiret mange nye planter selv af frø købt hjem fra England.

Akelejer selvsår sig meget gerne og da de også krydser sig, så har jeg mange forskellige varianter, som jeg ikke har noget navn på. Men smukke er de, Akelejer kan man ikke få for mange af. I kanten af Pæonbedet står flere forskellige, som kan nydes fra siddepladsen på Vestterrassen.

Akelejer er kortlivede stauder, men klipper man dem ned efter endt blomstring, forynges planten. Mange af planterne er derfor er ret gamle. Selvfølgelig skal man ikke klippe dem ned, hvis man ønsker, at de skal sætte frø.

Akelejer findes i så mange farver, de mørke er dramatiske i staudebedene. Sættes de sammen med planter med lysere farver, træder de mørke farver endnu tydeligere frem. Busken bag ved de mørke akelejer er Koreakornel, Cornus kausa ‘satomi’. Her i kanten af Søbedet er tænkt i både blomster og løvfarver.

Pæonbedet ligger lige ud for siddepladsen på Vestterrassen I Pæonbedet bor Syrenen, Syringa vulgaris ‘beauty of moscow’ hvis skønne duft kan nydes fra siddepladsen i maj måned.

Ud over en skøn syrenduft har Beauty of Moscow meget smuk blomstring changerende fra gammelrosa/-lilla farve i knopstadiet til lyserød og kridhvid i fuldt udspring. Jeg synes de er smukkest i stadiet hvor blomsterklaserne har både mørke knopper og blomster i fuldt udspring.

De næste billeder handler om udkanten af Søbedet, der grænser op til den sydlige kumme på Vestterrassen. I sommerhalvåret er her farver fra både blomster og løv fra planter med både grønt og mørkt nærmest sort løv.

Det er der lyser op i kanten af Søbedet, der grænser op til Vestterrassen er blomsterne fra Koreakornel, Cornus kausa ‘satomi’.

Koreakornel holder af lidt sur jord, hvilket jeg de første år ikke var opmærksom på. Busken overlevede fra år til år, men blomstringen blev ikke det smukke syn jeg havde set i andre haver. Min jord er tung lerjord. Først da jeg for nogle år siden gravede busken op og blandede sur jord med lerjorden, så har busken taget fat og de sidste par år har blomstringen været utrolig smuk.

Blomstringen på Koreakornellen ‘satomi’ starter allerede sidst i april. Den næste måneds tid kan jeg følge med i at farverne intensiveres.

De første uger er farverne på blomsterne ret uanseelige, som ugerne går bliver bladene på blomsterne større samtidig med at de får mere og mere farve, for til sidste at falme til sart lyserød.

Når farverne i et bed er næsten de samme, så bliver bedet interessant at se på, hvis blomsternes former er forskellige. Her er Koreakornel ‘satomi’s flade nærmes stjerneformede blomster sammen med de lange spir med fingerbøl’s, Digitalis’s klokker.

Bagerst på det første billede ses Slangeurts lyserøde rørformede markante blomster på latin Persicaria Bistorta ‘superba’.

På midterste billede er det hvide blomsterklaser af duftende Natviol, Hesperis matronalis.

Kvæsurt, Sanguisorba ‘pink tanna’ er en pryd i kanten af Søbedet, som kan ses fra siddepladsen på Vestterrassen. Smuk er de enkelte blomster og planten er et perfekt match til Koreakornel ‘satomi’.

Hvor Koreakornellens blomstring er meget kompakt, så svæver Kvæsturtens sjove ponpon over bedet.

Designet af kanten af Søbedet ind mod Vestterrassen er lykkedes ret godt. I maj og juni er der et smukt samspil mellem Koreakornel ‘satomi’s kompakte blomstring, de svæende knopper fra Kvæsurten ‘pink tanna’ med baggrund af det mørke løv fra Blærespirea og Parykbusk. Det er godt at tænke planters løv ind ved design af bedene. Det giver en ekstra kontrast til de fleste planters grønne løv.

Blå roser var for nogle år siden meget in. Jeg skulle selvfølgelig også prøve nogle af dem af. Rosen Blue Moon er lykkedes i den sydlige kumme ved Vestterrassen sådan nogenlunde. Det er ikke blevet en kæmpe busk, den fryser ofte tilbage i strenge vintre. Men som regel sætter den nogle få knopper hvert år. Jeg vil nu ikke kalde farven blå, nærmere gammelrose med en lilla tone afhængig af om den ses i morgenens kolde blålige lys eller man betragter den i aftensolens gyldne lys. Den lysende farve kan ses på afstand, især når baggrunden er de mørke blade på Blærespirea.

Storkenæb, Geranium var nogle af de første stauder, jeg plantede i haven. I mange år kom jeg hvert år, gerne flere gange hos Caroline Mathildestiens Planteskole i Vedbæk, som desværre er lukket nu.

Geranier var en af planteskoleejer Birgit Reimer’s specialer. Hun havde et utal af forskellige Geranie-sorter. Altid seriøs vejledning, altid gode livskraftige planter til salg.

Langt de fleste af mine geranier stammer fra Birgit’s planteskole. Mange af dem er flittige selvsåere og flere af dem krydser sig indbyrdes. Jeg har derfor efterhånden en del, som jeg ikke vil kunne sætte navne på.

Men den lysende blå Engstorkenæb, som står i gruset ved husmuren, er stadig den samme, som dengang jeg købte den. Den trives både ude i mine staudebede, også dengang jeg endnu ikke var blevet så flittig til at forbedre jorden med kompost og den trives i den tørre sten- og sandfyldte jord langs med husets væg mod vest.

Den er faktisk ret let at stiklingeformere; hiv et stykke af stænglen af sæt den i jorden et veldrænet sted, hold stiklingen fugtig, året efter er den i blomst. Geranier er også lette at dele. Livskraftige planter man hurtigt selv kan formere og få flere af.

Her har den blå Engstorkenæb selskab af en høj pink Storkenæb. Jeg mener den pinke er ‘Ann Folkhard’. Men da jeg har købt forskellige af de høje pinke Storkenæb, og da denne her er én, der har sået sig selv mellem fliserne på terrassen og kummen, så er jeg ikke sikker på, hvilken en af dem det er. Storkenæb sår sig selv her i haven både i staudebedene og i små sprækker mellem fliserne.

De fleste Storkenæb blomstrer i juni og kan blive ved nogle måneder frem. Når blomstringen aftager klipper jeg dem helt ned til grunden. De skyder nyt løv hurtigt igen og står efter nogle få uger grønne og frodige. Alene af denne årsag er det et godt tip at klippe de tidligt blomstrende stauder helt ned efter endt blomstring, i stedet for at de står hele sommeren lange, ranglede og halvvisne.

En del forskellige af de tidligt blomstrende stauder kan finde på at give en ekstra blomstring i sensommeren, hvilket Geranier også kan finde på. Så derfor endnu en fordel ved at skære dem tilbage.

De kraftigt farvede Storkenæb er dramatiske planter. Passer godt sammen med andre stauder med kraftige farver.

På midterste billede er den pink Storkenæb i selskab med en mørk Akeleje, der også har sået sig selv mellem fliserne på Vestterrassen og kummen. Jeg holder meget af planter, der selvsår sig, står de ubelejligt kan de jo bare flyttes.

På det tredje billede er den pink Storkenæb i selskab med Kvæsurten ‘pink tanna’ med Koreakornellen i bunden på baggrund af den mørkbladede Blærespirea.

Min havestil er præget af, at jeg holder af det lidt vilde look krydret med faste elementer og strukturer. Det vilde look opnås også ved at lade selvsåede planter stå, der hvor de selv har valgt at gro. I gruset op mod væggen på huset har endnu en pink Storkenæb sået sig selv. Den bliver ret høj, blomstrer i lang tid, får lov til at bruge bænken og havestolen som støttestativ.

Sporebaldrian, Centranthus ruber er en staude, der sår sig rundt omkring i haven, og især mellem små sprækker i fliserne og hvor der ellers er drænet jord. Sporebaldrianen her har sået sig selv mellem fliserne og husmuren. Her har den stået i mange år. Den trives både her og ude i staudebedene.

Bliver klippet i bund om vinteren og igen, når den første blomstring er falmet i juli måned. Den kvitterer altid med en blomstring igen i sensommeren/efteråret.

Juli på Vestterrassen en eftermiddag, hvor sorte skyer i horisonten varsler regn og torden. Lyset var ret specielt denne eftermiddag, smukt gyldent, det så næsten ud som om, der var sat spotlight på til ære for fotografen.

Man aner lige den sydlige stenkumme, der afgrænser Vestterrassen fra Søbedet. Det har taget mig nogle år at få planter og jord til at spille sammen i kummen. Kummen er 4 meter lang, men indvendigt er der kun plads til jord i en brede af 40 cm.

Efterhånden er roserne begyndt at trives, de sætter farve på Vestterrassen om sommeren. I kanterne af kummen er der plantet forskellige stauder, småbuske og krydderurter, der trives hvor jorden er drænet, ofte meget varm og tør om sommeren. Er der meget tørt bliver jeg nødt til at vande af hensyn til roserne.

En efterhånden gammel historisk meget mørk og velduftende rose, blomstrer én gang men i flere uger i juni/juli. Rosen her bor i den sydlige kumme på Vestterrassen. Rosen blomstrer rigt. De lange skud bøjes ned til hasselkæppe stukket i jorden, det er den rose der er afbilledet i starten af artiklen her, hvor jeg viser hvordan grenene er bøjet ned og bundet til hasselkæppe. Når man lægger rosengrene ned, sætter de blomsterskud langs hele grenen i stedet for kun i toppen.

Den gamle historiske rose er så smuk sammen med alt det grønne løv, de mørke blade fra Blærespirea og Parykbusk. Lysere farver fra Koreakornellen, og den lysende rose “Blue Moon”.

I de uger hvor der både er nye knopper og udsprungne roser på forskellige stadier på den gamle historiske rose, kunne man forledes til at tro, her er flere roser plantet sammen, men det er kun den ene 1 mørke rose.

Lidt flere billeder af den smukke gamle historiske rose sammen med den øvrige bevoksning i kummen og kanten af Søbedet.

Kvæsurt, Sanguisorba ‘pink tanna’ trives i yderkanten af Søbedet. De enkelte blomster er så smukke, både alene og sammen med blomster med andre former.

Kvæsurt sætter de særprægede blomster an på lange tynde stængler. Det er lige før blomsterne ligner et svævende fyrværkeri. På billederne er det én enkelt gammel plante, der giver denne rige blomstring.

Kvæsurt ‘pink tanna’ ved Vestterrassen i modlys. Den sene eftermiddagssol gør farverne mere gyldne. I morgen og middagslyset er farverne mere kolde.

Kvæsurt ‘pink tanna’ holder jeg meget af at plante sammen med den øvrige bevoksning i haven, ikke kun for den rige blomstring på de lange tynde stængler, der gør den så fin imellem alt det mere kompakte. Men så sandelig også for den enkelte blomst. Det er smukt at følge udspringet på den enkelte blomst. Blomsten springer ud fra toppen og nedefter.

Kvæsurt ‘pink tanna’ for sig selv og i selskab, smuk tæt på og smuk som det prikkede islæt med Parykbuskens mørke blade som baggrund.

Sikken forvandling kigget fra siddepladsen på Vestterrassen tager mellem sommer og vinter. Sidder du på Siddepladsen og kigger mod sydvest, så går kigget hen over den nordlige kumme, med den gamle Lavendelbusk på hjørnet, forbi kanten af den sydlige kumme til den nordlige del af Søbedet.

Om vinteren er kigget næsten helt frit gennem Spireahækken til Indgangspartiet og mod naboens hvide hus.

Om sommeren når buskene, der står mellem Søbedet og den sydlige kumme er sprunget ud, har du ikke så langt et kig.

Jeg holder meget af årstidernes skiften, jeg ville ikke nøjes med en stedsegrøn have, der er ensformig at se på hele året. Der må dog gerne være nogle faste stedsegrønne strukturer, der spiller sammen med den mere løse og afvekslende beplantning i sommerhalvåret, således at der er noget at se på også om vinteren.

Kigger du fra siddepladsen over mod Søbedet, som beskrevet ovenfor, så ser du mod buskettet, der afgrænser den sydlige kumme og Søbedet.

På hjørnet vokser en gammel kaprifolie, en rød klokkebusk og en rundklippet mørkbladet Parykbusk. Her er variation i både farve og form.

Derudover spreder kapriolien om sommeren, især om aftenen, den mest vidunderlige duft, man både kan nyde fra siddepladsen og når man bevæger sig forbi på vej til og fra Cirklerne.

Den sydlige kumme og buskettet ind mod Søbedet kan selv efterhånden. Hermed mener jeg at beplantningen består af stauder og buske, der kommer igen år efter år, som i sig selv bidrager med masser af dufte og farver i mange måneder. Jeg behøver i princippet ikke bruge tid på at plante sommerblomster ind.

Men når jeg har tid til at forspire sommerblomster og to-årige vækster, så lykkes det en gang imellem at få planter nok til at plante ud i staudebedene og kummerne. Det ene år fik jeg fremavlet nogle meget store og flotte eksemplarer af de mørke skærmblomster Tandstikkerurt, Ammis visnaga.

Tandstikkerurt er en yndet blomst til skærehave, den er mest almindelig i den hvide form, jeg holder dog meget af de mørkblomstrede. Jeg klipper ikke særligt ofte blomster til buketter. Jeg holder af at se på blomsterne ude i haven, haven er mit maleri, et maleri jeg gerne beskuer både ude i haven på afstand og tæt på, og flere af bedene er indrettet således, at de også kan ses inde fra huset.

Tandstikkerurt kan blive en halvanden meter høj, blomstringen dekorativ allerede i knopstadiet. Blomsterne på billedet er én og samme plante. Det midterste billede illustrerer hvor stor planten kan blive samt hvor mange blomster den sætter, hvor den trives. Her er blomster i flere uger på forskelligt udspringsstadie.

Når den gamle mørke historiske rose i den sydlige kumme takker af, er der nogle andre mere sparsomt blomstrende buketroser, der står klar til at give farve og sprede dufte i juli måned. Roser som remonterer, ikke meget, men lidt.

Jeg elsker roser og vil gerne have mange af dem. Jeg vil helst at de mingler sig blandt den øvrige beplantning i havens bede. Nogle roser er store klatreroser, andre er buskroser og en del er buketroser, som er mere solitære planter med store blomster.

En af buketroserne er denne pink rose, som står i den sydlige kumme ved Vestterrassen. Rosen blomstrer flere gange i en lækker mørk markant magenta farve. Rosen dufter helt fantastisk. Desværre er den en af dem, jeg har plantet for mange år siden, hvor jeg ikke så flittigt gemte navnene på de indkøbte roser. Den minder meget om Big Purple, men hæng mig ikke op på det. Og ja den blomstrer flere gange, her er det i september måned, æblerne er ved at modnes, det er en fugtig efterårsmorgen, duggen står på bladene og giver et smukt lysspil på rosens blade.

Kig mod Vestterrassen gennem pink Røllikke, Achillea millefolium, som står på det yderste hjørne i Pæonbedet, en markant farvebidrager som ses på lang afstand. Røllikke holder af at blive delt med års mellemrum, ellers ser man ofte at blomstringen til sidst udebliver. De blå blomster er Smalbladet klokke, Campanula persicifolia. Røllikke er også en af de stauder, man kan have stor glæde af at de sår sig selv.

Kig til hjørnet på den nordlige kumme lige ud for siddepladsen. Her vokser alleryderst en gammel Lavendel, Lavandula angustifolia. Jorden bliver ret tør i sommerhalvåret, da solen bager ned på bedet i flere timer dagligt. Det har været lidt en udfordring af finde beplantning, der kan trives her. Men Lavendel er en af dem, der stortrives.

Forskellige sommerblomster ynder også tør veldrænet jord. Det midterste billede er Kornvalmue, Papaver rhoeas ‘amazing grey’, en relativ ny sort af Kornvalmue. Jeg forspirede den i foråret 2020, de fandt sig i at blive priklet og udplantet, valmue har ellers ry for ikke at bryde sig om at flytninger, hvor rødderne bliver forstyrret. Jeg lod nogle af planterne sætte frø. Har samlet frøene ind, nogle blev strøet ud i bedene i haven, andre er blevet forspiret i efteråret og en del frø er gemt til brug til forspiring i foråret 2021. I skrivende stund efter nogle uger med streng frost i februaer 2021, ser det ud til at de små valmuespirer ikke har klaret den strenge periode med frost. Men jeg har dog ikke smidt planterne på komposten endnu, de får lige en chance til det bliver varmere vejr, om de skyder igen.

På det tredje billede er der kig gennem den blå smalbladede klokke til den hvidgule duftende kaprifolie i buskettet ved kanten af Søbedet.

Som sagt så forsøger jeg med forskellige sommerblomster i det tørre hjørne af den nordlige kumme. I sommeren 2020 stod her ud over valmuerne også nogle få planter af Jomfru i det Grønne, Nigella hispanica ‘african bride’. Nigella er en af dem, der ikke skulle bryde sig om at blive plantet om. Det lykkedes på trods heraf at få nogle få planter til at lykkes. De blomstrede rigt og længe, og ligesom med valmuerne har jeg samlet frø og håber også her at jeg kan få de samme smukke blomster at nyde i sommeren 2021.

Nigella ‘african bride’ er utrolig smuk, især når den lige før frøstadiet står med sine meget aparte sorte støvdragere. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der får associationer til en kravlende sort edderkop.

Stolene og bænken på siddepladsen på Vestterrassen er placeret op ad husvæggen. En siddeplads er hyggeligst, hvis den er placeret i et mindre intimt rum. Rum skabes ved vægge. Vægge kan både være af massive materialer, men smukkest synes jeg, hvis væggene består levende beplantninger. Beplantninger kan give læ og stimulere sanserne, hvis der både er dufte og farver.

Behov for vægge ved siddepladsen på Vestterrassen er der dog kun ude i siden. Her skal ikke være vægge mod vest, som vil tage udsynet til bedene tæt på, ej heller vægge, der skygger for eftermiddagssolen fra vest.

Stokroserne, Alcea rosea der står høje op ad væggen ved siden af bænken giver en lille smule rar rumfornemmelse. Stokrosen plejer at blive dyrket som to-årig, men planten her er mange år gammel. Jeg sørger for, når de fleste blomster er tørret ind, at klippe de fleste stængler af helt nede ved jorden. Det ser ud som om, når den ikke får lov at bruge kræfter på at sætte frø, så overlever stokroser i flere år. De står også veldrænet her ved husmuren og vinteren, hvilket også forlænger Stokrosers livetid.

Jeg prøver at huske at klippe stænglerne ned før de blomstrer, når de er en halv meter højde, så klipper jeg dem ned til halv højde. De år hvor jeg glemmer det, bliver jeg mindet om, hvad jeg har glemt i foråret, idet de bliver meget høje og meget let vælter ud over siddepladsen, holder sig ikke ind til væggen, da de strækker sig efter lyset. De ser faktisk ikke så pæne ud og kønt er det ikke, når jeg skal binde dem op, når de først er blevet høje. At klippe dem ned i det sene forår, gør også at de sætter flere stængler med blomster.

Stokroser fås i mange farvevarianter samt med både enkelte og fyldte blomster. Her er en sort enkeltblomstrende variant, den står på den anden sidde af bænken. Stokrosen her er også med til at give en form for rumfølelse.

Lige ved siden af siddepladsen er et yderst grimt nedløbsrør. Det forskønner haverummet efter at kaprifolien er blevet så stor og livskraftig at den dækker for røret.

Nye skud ledes rundt om røret og rundt omkring i de gamle grene. År for år bliver blomstringen rigere, samtidig bliver planten mere og mere kraftig og fyldig. Kaprifolien er med til at skabe en grøn væg og siddepladsen bliver mere og mere hyggelig med både masser af farver og duft.

Kaprifolien er plantet i en gammel whiskytønde, som tilføres lidt ny jord, kompost og gødning hvert år. Kaprifolier er som regel livskraftige og nemme planter, hvor den største udfordring er, når de får godt fat, at man ofte bliver nødt til at beskære dem. Det er dog et luksusproblem, der er til at leve med.

Kig fra Siddepladsen mod Pæonbedet i henholdsvis januar med et drys sne, i forsommer og højsommer.

I Pæonbedet op ad den sydlige væg på Den Overdækkede Terrasse har jeg plantet forskellige klatreroser. Her er smukt og meget velduftende, når både pæonerne og roserne blomstrer samtidig.

Klatreroserne kan ses og duftes på siddepladsen på Vestterrassen. De kan også nydes fra Den Overdækkede Terrasse.

Klatreroserne i Pæonbedet er Alchymist, Leander og James Galway. Den første blomstrer kun 1 gang på en sommer de to andre er flittige remonterende roser. De to yderste billeder er fra juni/juli og det midterste billede er Leander foreviget en eftermiddag i solens gyldne sensommerlys.

Klatrerosen Leander på det første billede og bagerst på billede to. James Galway forrest på billede to og på billede tre.

Fra Vestterrassen kan vi nyde smukke kig til Pæonbedet, hvor geranier mingler sig mellem pæonerne i bedet.

Klatreroserne er i fuld blomst i juli. Jeg er ude mange gange dagligt under rosernes blomstring for at nyde deres blomstring og skønne dufte. Jeg holder meget af farvekombinationen med forskellige nuancer af pink, lyserød, fersken, hvid og varme lyse nuancer af gul og orange.

Whiskytønderne på den ene side af siddepladsen er med til at skabe rum. Bare det at de står der, får man rumfornemmelse. Hyggeligst er det dog, når de er fyldt med planter. Planter der spreder dufte og giver masser af farver. Her er billeder af sommerblomster fra sommeren 2020 velduftende Ærteblomst, Lathyrus odoratus ‘painted lady’, lyserød Kinesisk Hundetunge, Cynoglossum ammabile samt blå Voksurt, Cerinthe major.

Jeg har gennem årene afprøvet forskelligt. Kaprifolien længst inde mod væggen trives. Jeg har prøvet forskellige permanente beplantninger med buske. Men fortryder altid og flytter buskene. Der er ikke plads til flere buske i tønderne, hvis de hver især skal blive smukke blomstrende planter. Og heller ikke plads til at supplere buskene med udplantede klatrende duftende og farverige sommerblomster.

De seneste år er det lykkedes at supplere kaprifoliens blomstring med ærteblomster. Ærteblomsterne får lov at kravle op i kaprifolien og bidrager med både farver og dufte efter at kaprifolien har takket af.

I den yderste tønde, er der plads til både forårsløg og sommerblomster. De bliver ikke så høje, men er alligevel med til at skabe rumfornemmelse.

Tønderne i det tidlige forår. Kaprifolien er endnu ikke sprunget så meget ud at nedløbsrøret er dækket, man kunne overveje at plante en stedsegrøn vedbend i tønden også, og lade den mingle sig med kaprifolien, det ville skjule nedløbsrøret også om vinteren.

Tønderne fyldes i foråret med forspirede sommerblomster af egen avl og flere af dem af egne frø samlet fra året før. Her er Tallerkensmækker, Tropaeolum majus på vej til at vælte ud over kanten, Solsikker, Helianthus Vanilla Ice’ til højde, mellemhøjde fra Voksurt, Cerinthe samt lyserød Kinesisk Hundetunge, Cynoglossum amabile og Stolt Kavaler, Cosmos.

Juni og der er god vækst i de udplantede sommerblomster. Jeg forspirer mange sommerblomster selv. I juli er der ved at komme gang i farve- og duft-festen.

I sommeren 2020 havde jeg plantet alene ærteblomster, Lathyrus odoratus af sorten ‘painted lady’. ‘Painted lady’ er en af de gamle sorter. Utroligt velduftende, som klart opvejer at her ikke er tale om store klaser af blomster.

Jeg lader gerne flere af stænglerne sætte frø. Har gennem årene forspiret mange ærteblomster. Ærteblomster holder jeg meget af, efter min erfaring er de nemme planter. Og så opfylder de betingelserne for både duft og farver.

Jeg har mange Gyldenlak, som plejer at blive dyrket herhjemme som to-årige vækster. Det er dog lykkedes gennem en del år nu at få dem til at overleve mange sæsoner, ved at klippe dem ned efter endt blomstring, ligesom man gør med lavendler.

En særlig sort Gyldenlak er ‘Bowles mauve’, en lilla variant, som er blevet ret populær. Det lykkedes mig for et par år siden at få nogle enkelte livsdygtige planter ud af nogle få forspirede frø. Jeg værner om disse skønheder, de er ved at vokse sig store. De trives godt her i det varme drænede hjørne af den nordlige kumme.

Højsommer i haven og lavendlerne er i fuldt flor. På hjørnet af den nordlige kumme stortrives en gammel lavendel, Lavandula angustifolia. En lille plante, der blev sat der for mange år siden. Står som en stor rund blålilla kugle i juli måned. Det er sommer, her der dufter skønt af lavendel helt over til siddepladsen. Jeg nyder at stryge hænderne gennem busken, når jeg passerer den, snuse til fingrene, som kommer til at dufte skønt af lavendel.

Lavendelbusken var blevet meget gammel, jeg havde passet den med årlige klipninger efter blomstring. Det var alligevel lykkedes at den stille og roligt blev større og større og begyndte ligesom at skille ad, den blev for stor.

Jeg klipper Lavendlen her i kugleform, så står den blågrøn vinteren over og matcher smukt de grønne kugler af buksbom.

I sommeren 2019 klippede jeg den kraftigt ned, med håbet om at den på trods af, at mange siger, man ikke må klippe den så langt ned at den kun står med gammelt ved. Man siger at lavendel ikke er særlig villig til at skyde fra gammelt ved, så gjorde jeg det alligevel. Stor var min glæde derfor, da den i foråret 2020 skød masser af små nye grønne skud selv fra gamle grene, der så meget tørre ud.

Blomstringen blev ikke så markant i 2020, som årene forinden, men det lover godt for de kommende år. Og jeg skal se til at jeg husker at få klippet den lidt længere ned hvert år, end jeg plejede hvert år efter blomstringen, med håbet om at jeg kan holde den i en lidt mindre kugle end tidligere, som ikke åbner sig og mister sin runde form.

Lavendler sår sig flittigt rundt omkring i de smalle tørre sprækker mellem fliserne på terrassen. Det må de gerne, de som står i hjørnerne mellem kummerne og terrassens belægning, får lov at blive. Jeg holder meget af at bløde op for de skarpe linjer er er i overgangen mellem kummerne og terrassen. De planter der står ubelejligt på selve flisegangen, hvor vi skal gå, flytter jeg til andre og mere passende steder i haven.

Lavendler dominerer farvebilledet i juli måned og ikke mindst duftende i haven på dette tidspunkt af sommeren.

Lavendler fås i forskellige nuancer af blåt, findes i både hvide og lyserøde.

Jeg vil jo gerne farver i haven så mange dage om året som overhovedet muligt. En af metoderne til at supplere havens farver fra blomster er at tænke i løv. Jeg har plantet forskellige buske og træer med mørkerøde nærmest sorte farver. Det giver noget at få øje på mellem alt det grønne og er markante spillere især i de perioder, hvor der ikke er så mange blomster der giver farve til bedene. På billederne ses Parykbusk, Cotinus og Blærespirea, Physocarpus opulifolius samt den mørkbladede Troldhassel, Corylus avellana.

Det er sensommer, Høstanemoner i Pæonbedet, roserne Leander og James Galway giver endnu en opvisning.

Som sagt har det været lidt af en udfordring at få kummernes beplantninger til at lykkedes. En af de stauder, der virkelig trives i kummen, er Sankthansurt, Sedum telephium. Faktisk bliver den rigtig fin her i den tørre drænede ikke så næringsrige jord, her bliver de ikke lange og ranglede.

Sankthansurt i kummen er en sort, der hele sommeren har et smukt lyst blågråt løv og stængler, blomsterne står lysegrønne før de i sensommer og efterår skifter farve til pink og mørkerøde.

Sammensætningen af beplantning i den nordlige kumme er blevet fin. Medens der er masser af farver i Pæonbedet lige ved siden af, så står væksterne i kummen lidt mere neutralt men alligevel seværdige i forskellige nuancer af grønt og forskellige former. Hvor Sankthansurts vækstform er meget anderledes end de runde stedsegrønne buksbomkugler.

I den nordlige kumme står Sankthansurt i sensommer og efteråret og lyser op blandt de andre planter. Farverne kan nydes fra både siddepladsen på Vestterrassen og ude fra haven. De runde kugler er grønne buksbom og de grå er lavendel. I kanten af Pæonbedet står blandt andet Påskeklokkerne med deres store grønne stjerneformede blade.

Blomsterne på Sankthansurt skifter farve i august fra grønne til lyserøde, bliver mørkere og mørkere i løbet af efteråret. Står med smukke farver, når løvet gulnes i løbet af efteråret. Lyser op og kan nydes både fra siddepladsen fra Vestterrassen og ude fra haven.

De gamle stedsegrønne buksbomkugler har stået i kummen i mange år. Det har taget mange år at skabe formen, da de startede deres liv som små stiklinger af en gammel busk, der stod i haven, da vi flyttede ind. Hvert år når jeg klippede den gamle busk, nænnede jeg ikke at smide afklippet på komposten. Jeg stak egnede stiklinger i jorden bag ved huset, hvor de stod et års tid, indtil de havde sat rødder. Alle mine buksbom kugler som hække stammer fra stiklinger fra en enkelt busk.

I princippet holder jeg meget af en lidt vild ikke alt for stram beplantning, men er glad for jeg alligevel har tænkt noget stedsegrønt struktur ind i designet af havens bede. Kuglerne fylder ikke al jord, der er masser plads til andre planter.

De stedsegrønne kugler er gode medspillere til den øvrige farverige blomstring, de giver noget ro og de andre farver ses tydeligere med naboer og baggrunde af grønne former og farver.

Buksbomkuglerne træder endnu tydeligere frem ved vintertide og især med et lille drys sne. Nuvel de kunne klippes i mere præcise kugleformer. Det er dog først nu, hvor kuglerne er så gamle, at det er muligt indenfor de næste år at få en mere præcis struktur.

En yndig cremehvid Skabiose, Scabiosa ochroleuca har sået sig selv i hjørnet mellem fliserne på terrassen og den ene kumme. Har vist sagt det gør, men jeg elsker blomster, der sår sig selv. Man kan jo bare flytte dem, hvis de står et ubelejligt sted. Denne Skabiose er en staude. Jeg klipper den ned hvert efterår, den skyder fint igen året efter, blomstrer i mange uger hen over sommeren.

Selvsåede blomster mellem fliserne; Gerainer, Lavendler og Sommerridderspore.

Jeg har afprøvet ret meget i kummerne, hvis jord bliver ret tør om sommeren. Der skal gerne være både noget bunddække og noget i højden, gerne kantplanter, der vælter lidt ud over kummernes kanter, således at de skarpe kanter blødes lidt op.

Krydder- eller lægeurter er nogle af de vækster, der trives godt her i den tørre veldrænede jord. En hvid Sommersar. Satureja hortensis og en lyserød-pink Kortlæbe, nærmere betegnet Ædel Kortlæbe, Teucrium chamaedrys, har stået her i en del år efterhånden. NB ! Det hører lige med at Kortlæbe i dag ikke anses for at være egnet til indvortes brug.

Den lyserøde/pink Kortlæbe klipper jeg ned hvert år i det tidlige forår, jeg klipper den ned, så grenene kun er få cm lange. Blomstringen foregår i juli/august og er derfor god til at give farve i kummen, når mange af de andre væksters blomstring har takket af.

Kortlæbe er en halvbusk, man kan behandle ligesom lavendel.

Kortlæbe sår sig flittigt mellem fliserne på terrassen. Sætter også en del udløbere og grene, der når de rammer jorden slår let rod, jeg skal derfor holde lidt øje med, at de ikke overtage hele bedet.

Den hvide sommersar bliver også klippet godt ned hvert forår. Blomstrer på samme tid som Kortlæbe, det ser godt ud når de er i blomst og giver farve til alt det grønne.

Kortlæbe har nogle mørke nuancer i sig, som går igen i de mørke blade på Parykbusken, når farver gentager sig i de forskellige beplantninger, kædes farverne sammen i bedet.

Parykbusk, Cotinus coggygri ‘royal purple’ har mørke blade. Vokser af natur ikke som en kugle. Jeg har formet den over mange år. Først klippet de nederste grene af, for derefter hele tide at klippe højden og bredden af den. Den er ved at blive den kompakte runde form, jeg forestillede mig.

Der er en del buske i haven, jeg klipper i runde former og trodser deres vanlige vækstform. Et indslag jeg har skabt i haven lige fra start. Jeg ønskede mange forskellige buske i haven med både varieret løv og blomstring. Det klæder haven at have skarpe former blandt de mere fritvoksende buske.

Parykbusken holder de mørke farver på løvet hele sommeren for i efteråret at indtage meget smukke orange nærmest kobberfarvede toner.

Efterår på Vestterrassen de sidste roser på klatrerosen Leander pryder terrassen sammen med de forskellige buske, der indtager efterårsfarver. Troldhaslens krogede grene bliver mere og mere synlige medens bladene gulnes. Det er efterår, solen står lavt ind med sine gyldne lys. Fuglekugler hænges i smukke foderautomater, der er indrettet således at de store fugle, mus og rotter ikke kan komme til. Her fodres for de små fugle, og vi har besøg af både Rødhals, Musvit og Blåmejser.

En tidlig morgen sidst i september, det er fugtigt, morgendisen slører udsigten til de store træer bag bebyggelsen. Løvet på buske og træer indtager efterårsfarver. Er lidt spændt ikke to efterår er ens, alt afhængig af temperatur og blæst er der mere eller mindre farve på løvet i varierende tid.

Dufte og farver har jeg altid for øje, når jeg designer have. Tænker man også efterårsfarver på løvtræer og -buske ind i designet, så kan efterårsfarven blive et festfyrværkeri.

Fra Vestterrassen er der udsigt til de højere træer på sydsiden af haven. Nogle efterår forvandles haven til et smukt mix af gyldne, brune, mørkerøde, grønne og gule nuancer på en og samme tid.

Herover er det til venstre røde farver på et mørkbladet Prydæbletræ, Malus, bagerst står Blodblommen, Prunus cerasifera stadig med mørkerøde blade. Sammen med gule og grønne farver er det et helt maleri.

Ved siden af Blærespireaen står et par små Kirsebærtræer, Prunus både et spise- og prydkirsebærtræ. Løvet på Kirsebær giver som oftest de fleste varierende nuancer af gul og orange.

Efteråret på Vestterrassen, det store vifteformede træ bagerst er Oktoberkirsebær, Prunus subhirtella Autumnalis er ved at skifte til sit gyldne festfyrværkeri af gule, orange og røde efterårsfarver.

Buksbomkuglernes runde former gentages på lavendelbusken samt den kugleformede Parykbusk.

Parykbusk og Blærespirea er først ved at skifte de mørke blades farver til mere gyldne efterårskulører. Sankthansurtens gule blade lyser op med de røde blomster.

Hvis frost og blæst ikke bliver for voldsom, så holder farverne i nogle uger.

Efterår i haven med kig fra syd mod nord. De gule blade bagerst er Æbleparasollernes blade, der også takker af for i år.

Lav sol over efterårshaven. Solsikkerne i Krukkeriet blomstrer stadig. Vi skal være hurtige om eftermiddagen til lige at nyde de sidste stråler på terrassen. Snart er vinteren her – et nyt haveår er snart på vej.

Det er vinter, haven er gået i hi, alligevel har haven noget at byde på selv i vintermånederne.

Kig gennem de krogede grene på den mørkbladede Troldhassel, hvis smukke krogede grene ses tydeligt mod den gyldne vintersolnedgang. Det er lidt tøvejr efter en kold vinterdag med sne, haslerne står allerede klar og venter på et par lune forårsdage. I jorden gemmer sig masser af forårsløg, stauderne ligger i dvale, knopperne på grene og buske gør ubemærket klart til et nyt haveår. Der er meget at glæde sig til.