Vestterrassen

På terrassen vest for huset, lige ud for havedøren ind til vor stue, etablerede vi som det allerførste en siddeplads. Her sidder vi ofte og nyder eftermiddagssolen i foråret og efteråret, gerne med et glas vin og gæster. Før vi trækker ind under overdækningen til aftensmad fra grillen.

På meget varme sommerdage, er her svalt at sidde om morgenen og formiddagen indtil solen kommer rundt om huset og der bliver for varmt.

Når man sidder med ryggen mod muren, har man kig ud til havens bede. I de måneder hvor der ikke er løv på træer og buske er der også kig til de øvrige af havens rum i cirklerne. Bedet der er tættest på siddepladsen er pæonbedet, her er har farver og struktur hele året.

Buksbomkuglerne er fremtrædende vækster i flisekummen tæt på siddepladsen, de er lidt anonyme i sommerhalvåret, men giver bedet karakter efter løvfald.

Skt. Hansurt trives i kummerne sammen med buksbom, bidrager med farve og struktur det meste af sommeren, først med de lysegråblå blade og stængler. Blomsterne går fra lyspink i august til mørkerøde i september-november. De klippes først ned sent på vinteren, da de er meget smukke en dag i frost eller med et lag sne.

Da vi sidder tæt på den overdækkede terrasse, kan klatrerosernes og pæonernes blomstring og duft nydes på klos hold. Klartreroserne er Alchymist, Leander, James Galway samt et par stykker flere, hvis navne jeg har glemt. Senvinter og tidligt forår er der farver fra erantis og påskeklokker i pæonbedet.

De første år stod kun bord og stole, den overdækkede terrasse kom først til i år 2001. Man sad ret åbent, jeg savnede, et mere intimt rum. Og vi savnede noget, der kunne give læ for vinden. Selvom vi sidder relativt langt fra husets hjørner, så var der en del træk.

Det kom ikke på tale at grave fliser op og skabe en permanent beplantning, ej heller bygge en mur eller et hegn. Løsningen blev to store gamle whiskytønder, som i sig selv er med til at gøre rummet omkring siddepladsen mere intim og hyggelig. Tønderne i sig selv giver ikke læ, men de giver mulighed for at plante vækster som kan give læ, bidrage med dufte og farver.

Ved siden af siddepladsen er et ikke særligt kønt nedløbsrør. Da jeg satte tønderne her, gav det mulighed for at plante klatreplanter, der både kan dække for nedløbsrøret og bidrage med at give læ. Her vokser en meget smuk hvid- og lysegul blomstrende kaprifolie. Kaprifolien blomstrer længe. Den giver både læ, skærmer for nedløbsrøret samt dufter flere måneder om sommeren. Den er næsten stedsgrøn, bladene falder først af til foråret, den står derfor grøn hele vinteren.

Når kaprifolien blomstrer, blomstrer også stokroserne. Stokrosen står i den stenede jord op ad husvæggen. Stokrosens lyserøde enkelte blomster, passer smukt sammen med kaprioliens lyse farver.

Da kaprifolien ikke optager al pladsen i tønderne, er der plads til flere blomster. Gyldenlak ser ud til at trives og overlever vinteren. I sommerhalvåret plantes georginer, de giver højde og blomstring fra sommer til frosten sætter ind.

De første år med tønderne, før overdækningen kom til, stod her en jasmin og syren. De bidrog med farve, dufte og læ. Da overdækningen kom til, blev de flyttet ud i haven, der var ikke mere brug for så store buske lige her. Der blev for kompakt. Ud over georginerne der sættes i tønderne om sommeren, planter jeg også forspirede ærteblomster. Jeg elsker ærteblomsterne, de er nemme planter, fylder ikke meget ved jorden. Giver farver og dufte i mange måneder, oftest til frosten sætter ind.

Langs muren står også lavendler, geranier og gyldenlak samt et par buksbomkugler. Alle trives i den tørre jord her og tåler meget varme tørre solrige dage om sommeren uden at de skal vandes. Geranierne klippes ned efter blomstring, og danner ret hurtigt en ny grøn bund. Her er flere forskellige slags geranier. Den margentarøde Patricia, er en selvsået sag, den ser smuk ud her, men er nu flyttet ud i pæonbedet.

Stokroserne har stået i den stenede jord langs muren, de ser ud til at trives, flere af planterne er flere år gamle og dermed ikke et- eller toårige som de fleste lærebøger skriver. Stokroserne blomstrer i flere måneder. Nogle af stænglerne får lov at sætte frø, og de selvsår sig meget villigt. Nogle af de selvsåede planter flyttes ud i haven. Stokroserne har det med at selvså sig under bænken ved muren, nogle år får de lov at vokse godt til før de plantes ud i haven.

Stokroser er høje planter. Da vi har et større tagudhæng på huset, søger de skråt ud ad og kommer meget let til at vælte. Jeg klipper dem derfor helt ned til jorden, når de har skudt en 30-40 cm i foråret. På denne vis udsættes blomstringen med nogle uger, og de bliver derfor heller ikke så høje og vælter ikke.

Vestterrassen afgrænses af to lange kummer, bygget af de samme fliser som terrassen består af. Kummerne var anlagt da vi flyttede ind, jeg synes de passer rigtigt fint ind.

Det har taget nogle år at finde ud af, hvad der trives her. Jorden bliver ret tør om sommeren, og jeg vil helst undgå at skulle vande, medmindre vi har tørke. Kummen tættest på siddepladsen indeholder buksbomkugler, som er lavet af stiklinger af to gamle planter som var i haven da vi flyttede ind.

Den anden kumme har forskellige roser, lavendel, flere påskeklokker. her er sat vintergækker. Så ligesom med resten af haven, forsøger jeg at gøre bedene serværdige hele året. I det sydlige hjørne af kummen plantede jeg for mange år siden en troldhassel. Den er nu ved at være godt stor, gør ikke meget væsen af sig om sommeren, men efter løvfald er dens krogede grene utroligt smukke. En vinterdag med lidt sne træder de endnu mere frem.

Da haven er ved at være godt vokset til, har buske og træer nået en vis højde. Ud over at de skærmer af mod ind- og udsyn til villavejen, parkeringspladsen med bilerne samt til naboernes huse, giver de også læ. Men noget af de smukkeste er at sidde på vestterrassen en sensommereftermiddag og nyde solens gyldne modlys i bladenes varierende farver.

Man sår og sår, potter op, bruger en masse tid på at formere planter. Nogle gange har jeg overvejet om jeg bare skulle smide frøene på terrassen. Fordi mellem fliserne selvsår utroligt mange planter sig. Det er utroligt at tænke på, de spirer og gror i de smalle sprækker mellem fliserne, hvor de står trangt og som oftest ret tørt.

Langt de fleste luger jeg væk, men dem der passer ind, får lov at stå. Der er derfor ikke kun planter i kummerne, men også langs med. Her trives selvsåede geranier, lavendler, stjerneskærm, skabiose og andre krydderurter med skønne farver i kanterne mellem kummerne og terrassens belægning.

Det giver en vis association til de smukke engelske walled gardens jeg beundrer meget, hvor man ofte ser selvsåede planter får lov at stå. Hvor de selvsåede planter på smukkeste vis bryder med de mange rette linjer fra mure og fliser.

Fra siddepladsen på vestterrassen er der kig til morgenterassen, drivhuset og indgangspartiets beplanting, hvor der ofte er sommerblomster i krukker.