Dyrkning af ærteblomster

Forspiringen

Jeg forspirer både i efteråret, og et par gange i foråret.

Dyrkningsmediet er det samme uanset årstiden, enten bruger jeg roottrainers, hvor jeg sår 2 frø i hvert rum eller 7 cm potter, hvor jeg sår 3 frø i hver.

Dyrkningsmediet skal være almindelig gødet pottemuld, ikke såjord. Ærteblomst-frø er store frø og selv som små planter kræver de god næringsholdig jord.

Forspiring i efteråret gør jeg i september/oktober. Forspiring i efteråret giver planter med kraftigere rødder til udplantning i det tidlige forår. De blomstrer tidligere og efter min erfaring giver flere blomster.

Jeg forspirer også i foråret. Prøver at huske at så et mindre hold både i marts, april og maj. Det giver en forlænget blomstringstid end hvis man kun sår 1 gang.

Jeg sætter aldrig frøene i blød før såning. Jorden vandes godt før jeg sår.

Pasning under forspiringen

Efterårssåning

Roottrainers med de forspirede frø sættes i mit uopvarmede drivhus. I løbet af et par uger eller tre spirer frøene. De vokser i løbet af vinteren ikke særlig meget over jorden, men nede i jorden, sker der en hel del. De danner kraftige rødder, der til foråret fylder rummene helt ud.

Vanding; jeg holder øje med at jorden ikke tørrer helt ud, og passer på med ikke at vande for meget.

Ærteblomster er mere hårdføre end vi lige går og tror, så længe de ikke står i sjaskvåd jord, så klarer de også nætter med ned til 10-15 graders frost.

Når planterne har sat 3-4 bladsæt kniber jeg planterne over 2. bladsæt, det gør at planterne forgrener sig og hver plante vil sætte flere blomster.

Forårssåning

Samme metode som ovenfor under efterårssåningen, blot er vi nu i marts/april/maj.

Udplantning

Når vejrudsigten melder at døgnfrosten er overstået, altså når vi kun risikerer en smule nattefrost, det sker her hvor vi bor, oftest i begyndelsen af april. Så planter jeg de i efteråret forspirede planter ud i store krukker med min egen kompost (komposten består af formuldet haveaffald og hestemøg). Vander godt og skulle vi få lidt nattefrost, dækker jeg dem til med små drivhuse eller fleece.

Efterhånden som de i foråret forspirede planters rødder fylder potterne helt ud, plantes de ud i krukker.

Man kan sagtens dyrke direkte i jorden i haven, men det her jeg ikke plads til her hos mig, så dyrkning foregår i krukker.

Er planterne blevet lange og ranglede efter første knibning, kniber jeg dem igen over 2. bladsæt på de nye skud.

Pasning og pleje under væksten

Krukkerne passes med vand. Da jeg planter i min egen kompost, som indeholder formuldet hestegødning, er min erfaring at jeg ikke behøver at gøde mine planter.

Ærteblomster er tørstige planter, hold øje med at krukkerne ikke tørrer ud. Tilpas vandingen til væksten og varmen.

Pluk, pluk, pluk. Ærteblomster er et-årige vækster, hvilket betyder at deres livscyklus skal overståes på en havesæson. Spring, vækst, blomstring og frøsætning, som sikrer artens overlevelse til næste år. Hvis du glemmer at plukke især de første blomster planten sætter, og disse får lov at blive til frø, så stopper planten med at danne nye knopper.

Høst frø

Når vi når til august måned, stopper jeg med at plukke blomsterne, på de planter, hvor jeg gerne vil sikre mig et hold frø til næste sæson.

Frøene modner i løbet af september, hvor jeg plukker bælgene med frø, men først når de er helt brune, men heller ikke så sent at de har åbnet sig og selv spredt frøene.

Frøene lægges til tørre indendørs et par uger, hvor der er varmt og tørt. Opbevares efter tørringen i papirsposer. Min erfaring er at ærteblomster bevarer spireevnen i flere år, også selvom jeg blot opbevarer dem i et køligt værelse og ikke i køleskab. Jeg har aldrig opbevaret frø i køleskab, selvom mange anvender denne praksis.

Har du spørgsmål eller kommentarer ?

Smut over på Instagram og skriv dit spørgsmål eller kommentar til et af mine opslag, så svarer jeg, så hurtigt jeg kan.

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved fortsat brug af siden, accepterer du vort brug af cookies.  Læs mere